Medrol og infektioner
d. 6 marts 2011

Hvis man har et attak og bliver behandlet med binyrebarkhormon og så bliver ramt af en virus, som for eksempel halsbetændelse eller influenza, hvordan påvirker det så attakket?

Jeg fik selv halsbetændelse midt i en behandling med binyrebarkhormon, og både attakket og halsbetændelsen blev straks forværret. Jeg fik at vide, af sygeplejersken på scleroseklinikken, at man normalt ikke giver både binyrebarkhormon og antibiotika samtidig. Hvordan hænger dette sammen?

Mange patienter oplever genopblussen af tidligere symptomer eller opståen af nye symptomer under en infektion. Det kaldes et pseudoattak og er nævnt forskellige steder på hjemmesiden.

I dit tilfælde, var den første hændelse symptomer vurderet som et "rigtigt" attak og under medrolbehandling fik du en infektion.

Medrol har mange gavnlige virkninger, men også nogle uønskede. En af hæmskoene for anvendelsen af medrol er at det, i så høje doser som bruges til attakbehandling, hæmmer bekæmpelsen af infektioner og at man derfor som regel prøver at undgå medrolkur samtidig med infektion.

I nogle sammenhænge vil det være udelukket at give medrol og i andre tilfælde kan man tillade at tage individuel stilling til medrolbehandling, ved at vurdere mulige fordele og ulemper.

Skrevet d. 6 marts 2011