Medrol, Avonex og Rebif
d. 16 februar 2012

Jeg er meget fortvivlet omkring de medicin typer jeg får tilbudt. Jeg startede på Rebif 44 gik ned til Rebif 22, men pga. en form for allergiske bivirkning i mundslimhinden valgte man at stoppe mig i denne behandling, og satte mig på Avonex som jeg har været på de sidste 4 år.

Pga. øget attakker over det sidste år og let funktionsnedsættelse i arm og ben, vurdere man ikke Avonex er optimal længere. Jeg må ikke komme på Tysabri pga. celleforandringer, som ikke har været kræft, hvilket jeg er meget uforstående overfor. Min neurolog siger at man ikke ved om celleforandringer i et modermærke evt. kan udvikle sig til kræft, hvis man kommer i behandling med Tysabri, og dermed ikke må give det til MS patienter, der har haft forandringer i fx modermærke - er det rigtig?

Så var det oppe at vende med Avonex kombineret med Medrol, men det vurderes heller ikke at være optimalt pga. min angst, og fik fortalt at der er en øget tendens til at udvikle angst på Medrol - er det rigtig?
Så nu er jeg blevet stoppet i Avonex behandling og sat på Rebif 22, som blev stoppet pga. bivirkninger for 4 år siden - og så må tiden vise om jeg danner bivirkninger igen.

Så vidt jeg er blevet orienteret fra min tidligere scleroseklinik, er der ingen forskel på Avonex og Rebif 22 i at reducerer attakker, er det sandt? For så kan jeg slet ikke se en mening med, at jeg skulle skifte medicin nu, når jeg alligevel ikke må få det som har størst effekt.

Man kan ikke få Tysabri, hvis man har en aktiv kræftsygdom (aktuel malign sygdom).

Jeg kan desværre ikke udtale mig om, hvad der ligger til grund for den beslutning, der er taget vedrørende Tysabri og dit modermærke, det må du snakke med dine MS læger om.

Hvad angår binyrebarkhormon-behandling (Medrol), kan der være en række psykiske bivirkninger ved behandlingen, der primært handler om øget psykisk aktivitet/eufori, som sjældent kan give anledning til forbigående psykose, men der kan også være risiko for depression. Om det kan forværre dine angsttilfælde, er en risiko man må overveje, men det er ikke sikkert at det skulle være tilfældet.

Månedlig behandling med Medrol, har vist sig at bedre effekten af Rebif og Avonex betydeligt, hvorfor det er et behandlingstilbud ved MS.

Til sidst spørger du om der er væsentlig forskel mellem Rebif 22 mkgr. tre gange ugentligt og Avonex 30 mkgr. en gang ugentligt, hvilket man ikke kan forvente.

Skrevet d. 16 februar 2012