Medicin mod trigeminussmerter
d. 22 november 2009

Jeg har nogle spørgsmål vedrørende medicin ved trigeminussmerter.

Min mand har over ca. 1 måned fået Gabapentin mod trigeminussmerter. Han er nu oppe på 3 x 300mg om dagen, men det kan kke helt tage smerterne. Han er i stedet blevet tilbudt Lyrica 75 mg, men uden angivelse af dosis.

Kan du/I fortælle mig, hvor hurtigt, han må blive trappet ud af Gabapentin, inden han går over til Lyrica? Hvor stor skal/må dosis af Lyrica være? Er der desuden bivirkninger, vi skal være opmærksomme på, i forbindelse med hans sclerose?

Neuralgier er betegnelsen for voldsomme, kortvarige smertejag, der kan forekomme overalt i kroppen. Hvis de forekommer i ansigtet kaldes de trigeminus neuralgier efter ansigtets følenerve, der hedder trigeminusnerven.

Trigeminus neuralgier forekommer relativt ofte ved sklerose.
Læs mere om Trigeminus neuralgier her www.trigeminus.dk

Neuralgier er en undergruppe af de såkaldt neurgene smerter, som er smerter, der opstår på grund af skader i nervesystemet. Neuralgierne opstår på grund af unormale elektriske impulser, der udbredes fra én nervefiber til en anden. Disse impulser minder om de impulser, der ses ved epileptiske anfald, og neuralgier behandles derfor med medicin, der også virker på epilepsi.

Epilepsimedicin såsom carbamazepin (f.eks. Tegretol) og oxcarbazepin (Apydan og Trileptal) vil ofte være de første præparater, der forsøges mod trigeminus neuralgier. Gabapentin og Lyrica anvendes også ofte.

Gabapentin anvendes ofte i for små doser. Typisk startes behandlingen i doser på 300-400 mg tre gange daglig, men ofte skal man op på en dosis på 800-1200 mg tre gange daglig for at få maksimal effekt. Det er derfor sandsynligt, at det der er behov for i jeres tilfælde, er en øget dosis Gabapentin og ikke skift til en anden slags medicin.

Det er jo ikke særlig hensigtmæssigt at konkludere, at medicinen ikke virker, hvis det er fordi det ikke er optrappet til en effektiv dosis.

Lyrica tages i reglen i en dosis på 75 mg to gange daglig i den første uge, 150 mg to gange daglig i anden uge, 150 mg daglig i tredje uge og derefter 300 mg to gange daglig. Optrapningen kan ved behov foregå hurtigere, og justeres ligesom for Gabapentin efter effekt og bivirkninger.

Udtrapningen af Gabapentin kan foretages samtidig med optrapning af Lyrica. Den præcise doseringsplan bør aftales med den læge, der styrer behandlingen.

Skrevet d. 22 november 2009