ME sygdom
d. 13 december 2011

Hvor meget kender neurologer til sygdommen ME?
Jeg har MS, men har siden 2009 været syg og undersøgt på medicinsk, reumatologisk, allergi klinik, kardiologisk afdeling mv. pga. træthed, kvalme, pludselig hjertebanken, lider af hovedpiner/migræner osv. Mange mange mærkelig symptomer som ingen har kunne blive kloge på - derfor blev der også først stillet spørgsmåltegn ved om jeg måske var "angst", som jeg var dybt uenig i, og dette blev også til sidst afslået af lægerne selv.
Jeg kan ikke foretage mig ret meget uden at blive dårlig, og må gå i seng for at overleve. 

Så stødte jeg på en der spurgte, om jeg havde hørt om en sygdom der hed ME. Og jeg har efterfølgende læst om det og fik sådan en "ah-ha" oplevelse, det lyder meget som det, men det kan det meget vel gøre i teorien. Jeg har læst at mange med ME fejlagtigt diagnotiseres med MS - min diagnose var vist ret sikker, plus min far også har MS - men hvordan kan man så skelne mellem de 2?

Jeg har også læst, at man har set epidemier af MS og ME. Scleroseklinikken har fulgt mig, og mente ikke det var min MS der giver disse symptomer - men kunne det være ME - og er det evt. en neurolog jeg skal spørge omkring dette?

Mange aspekter omkring ME (myalgic encephalitis) er kontroversielle. Det er mere eller mindre synonymt med post-viral fatique, chronic fatique syndrome. Diagnosen kan ikke afgøres med blodprøve eller andet simpelt, det kan opfattes som en slags syndromdiagnose og "udelukkelsesdiagnose".
Det er en diagnose, hvor man netop ved at læse den brede beskrivelse af symptomer ofte kan få en aha-oplevelse. Det gælder også for sclerose, fordi spektret af symptomer er så bredt. En hver neurologisk afdeling får henvist langt flere mistænkt for sclerose, end diagnosen kan bekræftes på, men ved sclerose er der udover symptombeskrivelse og lægelige objektive fund mulighed for at underbygge diagnosen med unormale MR scanninger, rygvæskeprøver eller evokerede potentialer, en form for nerveledningshastighedsundersøgelse.

Nogle af de undersøgelser er vel foretaget hos dig, og der er vel kommet unormalt resultat frem? Med hensyn til dine spredte symptomer, skal du også tænke på at f.eks. migræne er hyppig hos kvinder, og at man kan fejle flere ting på en gang (sclerose og migræne f.eks.).

Skrevet d. 13 december 2011