Maven puster sig op
d. 22 november 2009

Jeg er en 40-årig kvinde med sclerose. Jeg fik mit første attack da jeg var omkring 22 år, men har haft et ret mildt attack-forløb.

Sidste efterår fik jeg dog 2 attakker lige i rap, som berørte både føleforstyrrelser fra bryst til tå samt højre øje med synsnerven. Efter disse attakker er jeg kommet godt igen; jeg går fint og kan også lunte afsted. Jeg har dog stadig døjet med mange følelsesforstyrrelser i maveregionen, det vil sige fra under brystpartiet og ned til taljen (foran).

Nogle gange (mest når jeg er træt, eller måske overanstrengt) spidser det helt til. Så sker der det, at det "trækker" vildt og maven puster sig op - helt som om jeg har fået plukveer. jeg går og puster og har det rigtig underligt. Jeg kan så gå i seng og hvile, 2-3 timer efter er det så faldet til ro.

Jeg har fået 3 drenge - så jeg har jo prøvet det der med plukveer og det føles virkelig lige sådan. Det skal måske lige siges, at jeg ikke er gravid.

Kan det være nervedelen til livmoderen der måske er påvirket/ødelagt af sclerosen? Jeg synes ikke jeg har hørt om disse symptomer før?

Jeg får Betainterferon en gang om ugen og eller passer jeg mit fysioterapi samt min svømning.

Jeg håber I kan gøre mig klogere på hvad det er der sker?

Du fortæller at du har føleforstyrrelser i maveregionen, hvilket er et meget hyppigt sclerosesymptom, der oftest skyldes, at sygdommen har ramt i rygmarven. Derved kan en række andre funktioner også påvirkes og de fleste oplever forstyrrelser i tarmfunktion og vandladningsmønster.

Jeg vil tro at din oppustethed og mavesmerter skyldes afføringsproblemer. Du kan læse meget mere om dette samt forslag til behandling et andet sted på hjemmesiden. Du skal blot bruges hjemmesidens søgefunktion og søge på ordet .

Du kan også kontakte sygeplejersken på din scleroseklinik og bede om råd og vejledning omkring afføringsproblemer ved sclerose.

Hvis dine symptomer ikke bedres ved behandling og rådgivning, kan din scleroselæge vurdere om du skal have foretaget yderligere undersøgelser.

Skrevet d. 22 november 2009