Massage
d. 10 oktober 2012

Jeg kunne virkelig godt tænke mig og trænger til en professionel massage. Med massage mener jeg en dybdegående en af slagsen, en hvor man virkelig kan mærke at der sker noget, ikke bare en halv times nussen.

En bekendt har forslået mig at prøve en bindevævsmassage, men nu har jeg hørt, at man som sclerosepatient skal være forsigtig med hvilken form for massage man får. Er det korrekt, og er der en form for massage I kan anbefale frem for andre?

Der er mange typer af massage, og de kan have forskellige formål. Derfor er det vigtigt først at finde ud af, hvorfor du vil have massage ex: afspænding, afslapning, øget blodgennemstrømning, løsning af stramme muskler, infiltrationer eller andet. Dernæst afgrænse hvilken del af kroppen, det drejer sig om.

Der er mange forskellige former for massage:
Wellness: overfladisk med fokus på, at det skal være afslappende og rart.
Fysiurgisk: mere dybdegående og udfra et anatomisk kendskab. Ofte behandles musklen fra udspring til hæfte.
Bindevævs: her er der fokus på bindevævet, som er laget mellem hud og muskler. Det opleves som ganske dybdegående, og der trækkes bl.a med 1 eller 3 fingre i bindevævet. Det kan være en ganske smertefuld behandling.

Jeg kan ikke anbefale den ene form frem for den anden, da de har forskellige formål. Dog vil jeg sige, at både fysiurgisk og bindevævs massage kan være ganske "hårdhændet". Det virker på nogle, mens andre tværtimod vil spænde mere op og være ømme i nogle dage efter.

Du eftersøger en mere dybdegående behandling, så undgå wellness behandling. Prøv evt. fysiurgisk og fortæl massøren, hvorfor du ønsker behandling. Hvis det er for hårdhændet kan du altid sige til undervejs. 
 

Skrevet d. 10 oktober 2012