Manglende lyst, hvad kan man gøre
d. 22 november 2009

Jeg er gift med en kvinde, der fik diagnosen sclerose for et år siden. Det viser sig, at hun nok har været ramt i meget mild grad i de sidste 18 år. I alle disse år har hendes lyst til sex været meget begrænset, og det har for mig været en stor belastning, som jeg dog har valgt at leve med, da jeg holder meget af hende.

I det seneste år har hun fuldstændig mistet lysten, og jeg har flere gange forsøgt at tale med hende om det, men det fører ikke til noget. Hun siger, at det er helt normalt, at man i ægteskaber ikke har noget samliv. Jeg har enkelte gange, gennem årene, forsøgt at overtale hende til, at vi sammen skulle søge hjælp, men det tør hun ikke, siger hun.



Ved vores seneste samtale spurgte jeg hende, om hun havde tænkt på, at jeg måske led under tingenes tilstand. Det havde hun ikke - hun troede, at alt var normalt.

Hun er en dejlig partner og en fantastisk god mor til to store børn, men nu er jeg ved at give op, ved udsigten til, at det aldrig forandrer sig. Jeg overvejer at forlade hende, men gør det nok ikke, fordi jeg alligevel holder af hende, og fordi hun er syg og har behov for min hjælp. Endnu er jeg ikke gået til andre kvinder, men jeg kan mærke, at fristelsen bliver stadigt større.


Efterhånden ved jeg ikke mine levende råd.

Tak for din mail, som jo vedrører mange længerevarende parforhold - uanset om partneren lider af sclerose eller ej.


Mange kvinder oplever at miste lysten til sex i perioder efter børnefødsler, og i det hele taget i en stresset hverdag. Først og fremmest er det af vigtighed, at I begge mener at der er et problem, som I skal gøre noget ved. Det er jo en god indgangsvinkel at du gør din kone opmærksom på at du synes at der er et problem, og at du har svært ved at fortsætte Jeres samliv, på de vilkår der de sidste år har været gældende.

Som du skriver det, kunne det lyde som om at hun har troet, at du mere eller mindre har haft det som hende, og ikke har tillagt det seksuelle større betydning.


Såfremt I er i stand til at tale om det, kunne I jo forsøge med at tale videre om hvad der kunne være rart for Jer hver især, og måske sætte nogle bestemt aftner af i løbet af ugen, hvor I skal prioritere hinanden. Det betyder ikke at I så skal have sex, men at I får snakket sammen og der igennem opnå en god intimitet, som eventuelt kan føre til at I igen udforsker erotik sammen.

Såfremt det er vanskeligt for Jer at komme videre, fra sammen at erkende at der er et problem, kunne det være en mulighed at opsøge en professionel behandler. På hjemmesiden for Forening i Klinisk Sexologi kan man finde en
sexologisk uddannet behandler i sit nærområde.

Den anden mulighed er at få en henvisning til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, hvor der dog er ca. 1 års ventetid på behandling. Det er også muligt at der er en sexolog tilknyttet der hvor din kone går til behandling for sclerose.

Held og lykke.

Skrevet d. 22 november 2009