Gå til hovedindhold

Manglende indkaldelse til kontrol

Spørgsmål

Jeg er 50 år og fik konstateret sclerose for godt 2 år siden i forbindelse med en synsnervebetændelse. Der har været talt og skrevet meget om egenomsorg, og jeg synes selv, jeg gør en del for at have det godt, og ikke at lade diagnosen fylde for meget. Jeg har taget ugentlig Avonex siden 1. juni 2012, og har ikke efterfølgende haft nogle attakker.

Jeg havde fået indtryk af, at jeg skulle til halvårlige kontroller på scleroseafdelingen, men der kommer ikke indkaldelser, uden at jeg rykker for det på afdelingen. Sidste gang jeg var til kontrol var primo december 2013, og da var det 11 måneder siden sidste kontrol. Nu er der så gået 7 måneder, og jeg har ikke modtaget ny indkaldelse, og nu vil jeg gerne høre, hvad jeg faktisk har krav på? Jeg går og føler mig lidt svigtet, og selvom jeg har det godt, så kan afdelingen jo ikke vide, hvordan jeg har det, og de nødvendige blodprøver bliver jo heller ikke taget. Jeg møder op hver 3. måned for at hente medicin, så jeg er åbenbart ikke faldet helt ud af systemet.

Svar

Det er rigtigt, at man skal gå til kontrol på hospitalet, når man får udleveret medicin derfra. Kravene er, at man skal have taget blodprøver hver 1/2 år, og helst skal se en læge eller sygeplejerske hver 1/2 år de 2 første år. Derefter kan det udskydes til at man kun ser en læge én gang om året, hvis der ikke er nogen ændringer. Men man skal fortsat have taget blodprøve hver halve år og gerne se en sygeplejerske.

Det skal gerne være sådan at hospitalet selv indkalder dig. Det er rigtig, at der tales meget om egenomsorg, men det er hospitalet der skal have styr på, om du kommer til kontrol og får taget de blodprøver, du skal have taget, når de udleverer medicin til dig. Det er derfor ikke meningen, at du selv skal rykke for indkaldelsen. Så jeg håber at det kan ændre sig, ved at du kontakter dem, og informere om at du ikke bliver indkaldt.