Manglende feriepenge
d. 28 juni 2012

Jeg blev fastansat i mit nuværende job i maj 2011. Derfor fik jeg ingen feriepenge sidste år. Nu har jeg været ansat siden og tænkte at denne sommer var klaret rent økonomiske. Det viser sig, at jeg heller ikke få feriepenge i år, da ferieåret kører fra 1. januar til 31. december og derfor heller ingen feriepenge i år.

Jeg har intet økonomiske grundlag for sommeren. Hvordan kan jeg klare mig rent økonomiske?
Hvad for en form for indtægt kan jeg søge? Jeg har været igennem kommunecirkuset sidste år, og det var et rent helvede. Kan I foretælle mig, hvem jeg skal henvende mig til?

Jeg har taget som udgangspunkt, at du er ansat i ordinært job (ikke fleksjob), at du ikke har optjent fuld ret til ferie i indeværende år, og jeg har ikke taget udgangspunkt i overenskomstmæssige forhold i dit job.  

Hvis der er overenskomstmæssige spørgsmål (vedr. optjening/beregning) vil jeg anbefale dig at kontakte din faglige organisation. Vedrørende manglende feriepenge kan du have mulighed for feriedagpenge fra din A-kasse, forudsat medlemskab og berettigelse.  

Ellers er det ikke noget opløftende svar, jeg kan give dig. Du har selvfølgelig mulighed for at kontakte din kommune med henblik på ansøgning om kontanthjælp. Jeg vil dog stærkt tvivle på, om du vil kunne få nogen udbetaling. De almindelige betingelser som formue/ægtefælleindtægt, rådighed er jo gældende, ligesom man efter alt at dømme vil betragte det som forudsigeligt.  

Jeg tænker på, at det er sikkert det, som du var igennem sidste år. Hvis du vælger at prøve i din kommune vil jeg anbefale dig at gøre det skriftligt, så du slipper for at skulle ringe til flere forskellige mennesker. Et brev/ansøgning vil blive afleveret til den person/afdeling, som skal behandle sagen.

Skrevet d. 28 juni 2012