Manglende erektionsevne
d. 21 april 2013

Har I nogle gode råd angående nedsat potens i et forhold pga sclerose?

Tak for dit spørgsmål angående svigtende erektion. Der er ikke så mange oplysninger i din mail, så jeg svarer derfor lidt generelt.

Det kan være uklart om hvorvidt erektionsevnen er nedsat på grund af fysiske eller psykiske faktorer, og ofte kan det være en kombination af begge faktorer. Sclerose beskadiger nervebanerne, så derfor kan erektionen svigte på grund af fysiske skader. Disse kan dog være svingende, og derfor er det vigtigt ikke at opgive. Man kan evt . få hjælp af potenserende midler som Viagra og Cialis, som egen læge kan udskrive. Det er vigtigt, at der er seksuel stimulation til stede, for at Viagra har nogen virkning, der kommer altså ikke rejsning efter indtagelse af en tablet, hvis der ikke er seksuel stimulation samtidig.

Den psykiske komponent er, at der ved at have oplevet svigtende erektionsevne før, kan opstå bekymring og ængstelse om det sker igen, og derved kan man også påvirke erektionen. Dette kan evt. løses ved at tale med sin partner om det, og ikke lægge et for stort forventningspres på det erotiske samvær, ved fx at aftale, at man ikke har samleje, men anden erotik i en periode. Desuden kan du øve dig i selv at masturbere, og se om der er rejsningsproblemer.

Der er sexologiske klinikker i København, Randers og Ålborg, og du kan evt. få egen læge til at henvise dertil.

Skrevet d. 21 april 2013