Manglende empati og forståelse for andre
d. 28 april 2015

Jeg har en svigerinde, der er scleroseramt, hun fik diagnosen for mange år siden. Gennem de sidste år har vi oplevet kognitive forandringer, især manglende empati og forståelse for andres udfordringer i dagligdagen. Hun er næsten uforskammet overfor alle, når vi er samlet i familien, og de unge mennesker er tæt på at droppe kontakten. Mit spørgsmål går på, hvordan får vi gjort hende opmærksom på den ændrede adfærd, og at det ikke er acceptabelt, at hun f.eks kommer med stikpiller til de unge mennesker, eller bagtaler dem overfor andre.

Tak for dit spørgsmål som sætter meget relevant fokus på kognitive og personlighedsmæssige forandringer, som nogle gange kan være en følge af sclerose. Når der som du beskriver hos din svigerinde, bliver en manglende indlevelse i andre mennesker og til tider grænseløs opførsel, kan det være svært at genkende det menneske man kendte. Men det lyder også som om I er en omsorgsfuld familie, som ønsker at ændre på situationen, så din svigerinde kan blive ved at være en del af jeres fællesskab.

Det første du kan gøre er at formidle til resten af familien, at hendes opførsel nok i store træk er en konsekvens af hendes sygdomsforløb. På den måde kan det blive mere forståeligt for jer, og lettere at forholde sig til. Sclerose rammer ind imellem nogle af de områder i hjernen, som styrer vores følelser og adfærd. Det kan betyde at den enkelte f.eks. kan blive mere labil, hvilket vil sige at følelser og reaktioner ligger lige under en tynd overflade, og kan være umulige at holde tilbage. Det kan også betyde, at omtanke og tidligere takt ikke i samme grad er med til at regulere ens adfærd. I kan eventuelt downloade og læse den brochure som ligger på vores hjemmeside, den hedder, "Kognitive og personlighedsmæssige forandringer ved MS", og den giver nogle mere udførlige beskrivelser af disse symptomer og konsekvenserne af dem.

Det andet du kan gøre, er at overveje den grænse du/I har i familien, for hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er. Dernæst kan I f.eks aftale, at I på en konstruktiv måde får sagt fra, når der opstår en situation. Det kunne f.eks være at sige, at de unge mennesker nok bliver kede af det, når du siger sådan eller sådan. Man kan også give udtryk for hvad man ønsker, i stedet for at lade ordvekslinger passere og blive provokeret. Man kan f.eks. sige , jeg synes hellere vi skal spørge den bestemte person, om det er rigtigt at de ikke vil...., hvis der bliver bagtalt eller fortalt historier.

Til sidst kan jeg sige, at hvis din svigerinde er hårdt ramt af MS på det kognitive og personlighedsmæssige område, kan det desværre være vanskeligt at få hende til at forstå jeres perspektiv. I de fleste tilfælde vil det nemlig være mest hensigtsmæssigt at tale med vedkommende om det direkte. Det næstbedste er at forsøge at hjælpe hende med at regulere sine følelser og adfærd, så hun ikke kommer til at isolere sig selv, og det er det som der er givet nogle forslag til.
Hvis I har brug for mere konkret råd og vejledning, kan I ringe til psykologordningen og enten få en snak over telefonen eller som medlem af foreningen komme ind til en personlig samtale. Du kan ringe på 3646 3646, og så vil du blive ringet op følgende hverdag ml. 11-12.
 

Skrevet d. 28 april 2015