Manglende appetit og kost
d. 11 maj 2011

Jeg kommer hos en borger med sclerose, som har mistet appetitten. Vi arbejder med energifordeling i forhold til indkøb, tilberedning og spisning, men jeg har brug for rådgivning og inspiration i forhold til selve maden, når man nærmest ikke har spist noget i flere år.

Kan I hjælpe, eller kan I henvise til et andet sted, hvor jeg kan få rådgivning?

Har man som medlem af Scleroseforeningen mulighed for at få besøg af en diætist?

Det kan være lidt svært at råde dig med hensyn til selve maden, uden at din borger er involveret, da der vil være flere faktorer, som der skal tages højde for, f.eks personens egen mulighed for at tilberede maden, eller hvor meget hjælp han/hun kan få hertil.  

Derudover antallet af måltider pr. dag for at energibehovet dækkes. Hos personer som er meget småtspisende, kan det være nødvendig at starte ud med flere små daglige måltider.
8 måltider dagligt med ca. 2 timer mellem hvert måltid. Når appetitten gradvist øges kan antallet af måltider reduceres til
3 større hovedmåltider og 2-3 små mellemmåltider.  

For at stimulere appetitten er det vigtig ikke at drikke for meget kaffe og indtage for meget sukker og raffinerede produkter, som hvidt mel (hvidt brød og pasta). Disse er fattige på næringsstoffer og vil optage pladsen for næringsrig mad. Udskift det hvide mel med fuldkornsprodukter. For mange fibre i maden fra bl.a fuldkorn, grøntsager og bælgplanter kan kvæle appetitten, så igen er det en balancegang i forhold til fordeling.  

I stedet for det hvide sukker kan anvendes frisk frugt eller tørret frugter, når man trænger til noget sødt. Spis gerne frugt sammen med lidt nødder, da disse indeholder proteiner og gode fedtstoffer.
Konfektkugler lavet på tørret frugter med nødder, sukkerfri kakaopulver mm. indeholder mange næringsstoffer og er bedre alternativ end slik og kager. I opskriftbogen ”Raw delight” findes en række opskrifter på konfektkugler. Hvis man ikke har kræfterne til selv at lave konfektkugler, kan de købes. F.eks Lärabar, men det er en væsentlig dyrere løsning end, hvis man selv laver dem.  

Prøv at få flere gode fedtstoffer ind i kosten, i form af koldpresset vegetabilske olier (oliven-, hørfrø- og rapsolie), nødder, kerner, oliven, avocado og fede fisk. Brug rigeligt med oliven- eller rapsolie  og/eller nødder/kerner i salater og brug evt. sundt fedtstof på brødet i form af god pesto lavet på koldpresset olier eller økologisk mayonaise. Begræns animalsk fedt fra kød og fede mælkeprodukter, da det ikke er hensigtsmæssig i forhold til sclerose, da det virker inflammationsfremmende. Vælg magert kød som lyst fjerkræ og spis gerne fisk - både fede og magre flere gange om ugen.  

Lav evt. smoothie til morgen eller til et mellemmåltid. Smoothie kan beriges med gode olier uden at disse kan smages, og der kan tilsættes proteinpulver, og så kan de laves i et utallige variationer med forskellige frugter og bær.  

Forslag til en smoothie:
½-1 dl. mandler blendet med 1-2 dl vand = mandelmælk.
1 dl. bær – frisk eller frossen –
½ banan eller anden frugt til at søde med
1 spsk. god koldpresset hørfrøolie,  Livets olie eller Udo´s Choice
1-2 spsk. ris-, ærteprotein eller valleprotein
Evt. kanel
Evt. vaniliepulver
Blend ingredienserne sammen.  

Jeg anbefaler en kostplan laves i samråd med  din borger, så der udarbejdes en madplan og opskrifter i henhold til, hvad han/hun kan lide. Samtidig med at der tages højde for energifordeling, og at kosten har en god ernæringsmæssig sammensætning. Her kan det, som du selv skriver være gavnlig, at få en ernæringskyndig ud f.eks en ernæringsterapeut eller diætist.

Vi har desværre ikke andre diætister end her på netrådgivningen, så I skal selv kontakte en.

Skrevet d. 11 maj 2011