Gå til hovedindhold

Mange symptomer men ingen diagnose

Spørgsmål

Jeg har de sidste 4 - 5 måneder haft snurrende fornemmelser, samt fornemmelsen af følelsesløshed på henholdsvis arme, ben, fødder, tæer, hænder samt et øjenlåg der dirrer en gang imellem. Jeg har lav blodprocent konstant (5,8 - 7) på grund af mine blødninger i forbindelse med min Morbus Osler. Jeg har været igennem følgende undersøgelser: MR scanning af hele ryggen, som påviser slidforandringer i nakken og ryggen, MR scanning af hjernen, som var hel normal, ingen tegn på sclerose, tumor, blodpropper eller blødninger. EMG undersøgelse, som har udelukket nervebetændelse samt muskelgigt. Har senest været hos reumatolog, som ej heller kan påvise noget unormalt. Jeg har sclerose i familien på både min fars og mors side. Kan jeg på trods af ovennævnte udelukke sclerose? Jeg har stadigvæk alle symptomerne, derfor er jeg bange for at jeg har sygdommen.

Svar

 Udelukke og udelukke du er i hvert fald grundigt udredt fra forskellige vinkler/specialer. Hvis man har mistanke om sclerose (og den er MEGET lille, da MR af hjerne og ryg åbenbart ikke viser læsioner, trods det at du har symptomer fra store dele af kroppen) vil man kunne komme videre med en rygvæskeprøve, men det er op til lægen der har undersøgt dig, om der er grund til dette.