Lysglimt
d. 22 november 2009

De sidste par dage har jeg flere gange oplevet nogle underlige øjensymptomer. Disse øjensymptomer viser sig som blinkende blanke krystaller, der går som en streg foran mit venstre øje. Det er svært at forklare, men symptomet får mig til at tænke på de der rør, som man kigger ind i, drejer rundt og ser nogle flotte mønstre i.

Jeg fik diagnosen MS i 2000 og har haft disse øjensymptomer nogle gange, dog med lange mellemrum. Nu har det imidlertid været der hver dag de sidste par dage samt, nogle gange, flere gange på én dag. Det generer synet meget, mens det står på.

Er det et symptom, som I kender til?

Du sammenligner det med et kalejdoskop. Det kan være en slags elektriske udladninger i nogle celler, der observer lys - en slags phosphener - som kan være led i sclerose. Dette plejer dog at være en slags lyskugle og ikke en streg. Det kan også være tale om nethindesygdom, så jeg synes du snarest skal opsøge øjenlæge og sikre at der ikke er andet på færde.

Skrevet d. 22 november 2009