Luft i maven

Jeg har i lang tid haft problemer med luft i maven og har prøvet forskellige naturprodukter. Jeg har været i scanner og til undersøgelser.

Min kost består af morgenmad - mysli og frugt. Frokost - 2 skiver rugbrød uden smør med forskellig pålæg specielt fisk. Eftermiddag - en ostemad. Aftensmad - ca. 50 g magert kød, grønsager, kartofler eller ris og frugt. Drikker te ellers en del vand. Jeg får vitaminpille med mineraler C-vitamin D-vitamin, selen, kalk, stærk B-vitamin.

Medicinliste består af Sirdalud, Oxycontin, Baclofen, Saroten, Lamotrigen, Dulcolax, Movicol, Centyl. Calium.

Jeg træner hver morgen med min hjælper, og 2 gange ugentligt med min hjælper. Om aftenen laver jeg armtræning med elastikbånd. Jeg er kørestolsbruger. Da det er en stor gene for mig, håber at du havde nogle gode råd?

Jeg giver dig ret i, at det ikke er særlig rart at have for meget luft i maven, vi kan alle få for meget luft i maven, alt efter hvad vi spiser, men det skal gerne gå over igen, ellers er der en vedvarende ubalance i fordøjelses systemet. Der kan være flere årsager til for meget luft i maven. F.eks. indtag af for meget luft, når du spiser, men den mest almindelige er kosten og dens sammensætningen. Hvis kosten er svær at fordøje og dermed er lang tid i tarmsystemet, opstår der en gæring af kosten, det giver luft, med eller uden lugt og oppustethed. Hele tarmsystemet  blive irriteret og skal derefter have tid til at falde til ro, for at det igen kan blive normalt. Hvis man spiser ting sammen, som kræver forskellige fordøjelses tid, opstår der letter gæring og irritation af tarmen. Den mest almindelig kombination som mange mave/tarm systemer ikke kan klare er grønsager og frugt sammen, slet ikke hvis begge er rå.

Du skriver, at du om aften både spiser grønsager og frugt, prøv i en periode at holde pause især med frugten og begræns indtag af grønsager. Spis det kun kogte, idet de er nemmere at fordøje. Din morgenmad består af mysli og frugt, mysli er hårdt for maven, idet det tager tid at fordøje, og frugt giver gæring i tarmen. Så prøve at ændre din morgenmad, til noget der er nemmere at fordøje. F.eks. en grødblanding der er sat i blød aften før med mælk, sojamælk eller kokosmælk eller bare vand, som så kan varmes op eller bare spises koldt. Der findes i dag mange forskellige slags grødblandinger du kan købe, både i supermarkeder og helsekostforretninger, men du kan også lave din egen.

Du kan også prøve et tilskud af mælkesyre bakterie, Probiotik, som evt. kan være med til at rette op på din tarmflora, så du ikke så let får luft i maven. Og du kan prøve Aloe Vera drik. Ekstra tilskud af fiber, som produktet Husk, er også rigtig godt for at fremme fordøjelsen. Og husk de gode fedtstoffer som olivenolie, kokosolie, avocado og nødder. Prøv evt. stenalderbrød istedet for ostemaden.

Det er super godt at høre, at du er flittig til at lave øvelser hver dag, alt bevægelse er med til at øge tarmfunktionen, så maden ikke ligger i tarmen for længe, men øvelserne er jo også med til at opretholde muskelstyrke og smidighed i dine led som også er super vigtigt.

Du skriver, at du drikker vand og te. Pebermyntete og ingefær te er begge gode for fordøjelsen, så det kunne også være en ide at drikke det efter maden.
Ellers begræns sukker og slik indtag, idet det kan give luft i maven.

Du tager en del medicin, noget af det kan give mave/tarm gener, som f.eks.  Oxycontin, det kan give luft i maven og Sirdalud og Saroten kan give fordøjelsesbesvær og forstoppelse. Måske kan du ændre noget på tidspunkterne og kombinationen af hvilke piller du tager samtidig, som måske kan give lidt mere ro i maven.

Håber at du kan bruge nogen af forslagene, men det er meget med at prøve sig frem, idet vores mave/tarmsystem ikke er ens, og derfor reagere vi forskelligt på, hvad vi indtager, og hvordan vi sætter maden sammen.

Skrevet d. 25 april 2017