Loftrum bortfalder
d. 29 oktober 2011

Jeg bor i en ejerlejlighed og har gjort det siden 1997. På det skøde jeg fik, da jeg købte lejligheden, stod der, at jeg havde ret til et loftrum og et kælderrum. Nu har bestyrelsen ved indtil flere ekstraordinære generalforsamlinger fået stemt igennem, at vi vil sælge vores loftrum uden nogen form for erstatning, fordi de påstår, at vi ikke har nogen ret til begge dele, og jeg må klage til den tidligere ejer, hvis jeg vil klage over denne beslutning. Vi skal også have nyt tag. Er det rigtigt?

Jeg forstår dit spørgsmål sådan, at bestyrelsen i ejerforeningen har bestemt, at loftsrummene skal sælges. Normalt er det sådan, at hvis man ejer en lejlighed, så kan man have brugsret til et loftsrum.

Imidlertid er det ejerforeningen, der ejer loftsrummene. Det er derfor også ejerforeningen, som bestemmer, om loftsrummene skal sælges.   Det kan derfor sagtens være rigtigt, at ejerforeningen kan vælge at sælge loftsrummene, uden at du får penge ud af det.  

Hvis du mener, at den tidligere ejer har lovet dig noget andet, så er det ganske rigtigt ham/hende du skal klage til. Hvis han/hun ikke mener at have gjort noget galt, skal du i sidste ende anlægge en retssag mod ham/hende. Jeg vil anbefale, at du kontakter en advokat, som kan hjælpe dig med at vurdere, om du har en sag, som det kan betale sig at bruge ressourcer på.

Min umiddelbare fornemmelse er desværre, at det nok ikke vil kunne betale sig for dig at forfølge den tidligere ejer.

Skrevet d. 29 oktober 2011