Lhermittes tegn

Jeg har haft sclerose i 7 år. Jeg oplever af og til, når jeg bøjer hovedet frem og ned mod gulvet, en følelse af "strøm" der går i gennem mine ben og ud i fødderne  - ikke nødvendigvis i begge samtidig, dog ofte. Nogen gange har jeg også denne følelse i armene, dog ikke ret tit.

Kan du give en forklaring på at jeg oplever disse ting?

Nu har jeg lige haft et attak i den ene fod og ene hånd, med sovende fornemmelse og der kan jeg specielt mærke fornemmelsen af "strøm", der går igennem benet og ud i foden og hånden.

Det skal lige siges, at jeg også har følelsen selvom jeg ikke har et attak. Der føles det dog ikke så kraftigt.

Er det føleforstyrrelser, eller er det tegn på at kroppen er under "angreb"? Er der eventuelt noget at gøre ved det?

Føleforstyrrelser og smerter langs rygsøjlen forekommer relativt hyppigt hos skleroseramte (38%). Det kaldes Lhermitte's tegn og beskrives oftest som elektriske sensationer ned langs rygsøjlen, der kan udløses når nakken bøjes, ved bevægelse, hoste og lignende.

Smerterne kan stråle ud i arme eller ben, men kan også være begrænset til ryggen. Symptomet skyldes skleroseangreb på rygmarven og er oftest forbigående.

De symptomer du dernæst beskriver, lyder som et sensorisk attak, det vil sige et attak med føleforstyrrelser.

Det lyder som om det er en forværring af nogle symptomer du tidligere har haft, bare i mindre omfang, og kan derfor godt være en reaktivering af et scleroseplak.

Hvis symptomerne er meget generende, kan de dæmpes medicinsk, hvilket du kan læse mere om et andet sted på hjemmesiden.

Du kan snakke med din scleroseklinik om eventuel behandling.

Skrevet d. 7 januar 2010