Lhermittes symptom

Jeg har oplevet Lhermittes tegn siden jeg var ca. 20 år. Jeg er i dag 27, og har for øvrigt ikke haft nogle symptomer, der peger på sclerose. Min nakke er meget knasende og knirkende om morgenen, og jeg lider til tider af en skarp hovedpine (der var på et tidspunkt mistanke om klyngehovedpine). Min læge mener ikke, at der er grund til bekymring over Lhermittess tegn, og vil derfor ikke undersøge det nærmere.

Jeg er dog lidt bekymret over dette ene symptom, som jeg først for nylig blev klar over, var forbundet med sclerose. Tegnet kommer og går i perioder, og kan ikke fremprovokeres hver gang. Bør jeg være bekymret, eller bør jeg følge min læges råd?

Lhermittes symptom beskrives som elektriske sensationer ned langs rygsøjlen, der oftest udløses, når nakken bøjes. Smerterne kan stråle ud i arme eller ben, men kan også være begrænset til ryggen. Symptomet opstår hvis der er sket en skade på rygmarven, i den øverste del af halsen. Ved dissemineret sclerose, kan man få et plak i denne region og udvikle Lhermittes symptom.Det ses dog også ved andre sygdomme i rygmarven, og der derfor ikke specifikt for sclerose.

Jeg kan ikke herfra vurdere om du har Lhermittes symptom, da det vil kræve en grundig udspørgen og neurologisk undersøgelse. Hvis du reelt har Lhermittes tegn, bør du undersøges af en neurolog.

Skrevet d. 22 november 2009