Leveregler ved hyppig blærebetændelse
d. 22 november 2009

Jeg blev diagnosticeret med scelerose i maj måned sidste år. Jeg har nu to gange siden jul haft blærebetændelse med efterfølgende (pseudo)attakker (balanceproblemer m.m.).

Jeg vil gøre alt for at undgå infektion, da attakkerne, efter min mening, er voldsomt forstyrrende for min dagligdag.

Jeg drikker tranebærsaft hver dag og bruger lange underbukser, hvis det er køligt. Kan jeg gøre mere? Jeg drikker desuden 1½ - 2 liter vand hver dag og bestræber mig på at tømme blæren helt, men det lykkes nok ikke altid. Hvis jeg drikker endnu mere vand, vil det så have en effekt? Gennemstrømningen vil jo blive større men vil det mindske risikoen for infektion?

Du skal tømme blæren cirka hver 3. time i dagtiden. Hvis der går længere tid mellem blæretømningerne, har selv få bakterier i urinen tid nok til at formere sig og blive til så mange, at de kan udløse blærebetændelse. Jeg vil også anbefale vandladning efter sex.

Det er vigtigt, at tømme blæren bedst muligt hver gang. Det gør du ved, at sætte dig godt tilrette på toilettet hver gang. Når du føler, at du er færdig, skal du forsøge at tisse endnu en gange, men først efter en pause på mindst 1 minut. I pausen er det en god ide at rejse sig og gå omkring, for derefter at sætte sig igen. Kommer der en portion, skal du igen holde pause og forsøge for tredje gang.

Du skal fortsætte med at drikke så meget, at urinmængden per døgn er omkring 2 liter. Hvor meget det er, afhænger dels af, hvor meget du sveder, og dels af hvad du spiser (for eksempel suppe).  Fordelen ved større urinmængde er usikker.

Fortsæt også med tranebærsaft (2 glas daglig) eller 2 tranebærkapsler 3 gange daglig.

Hvis du alligevel oplever at have 2 episoder med rigtig blærebetændelse per 3-4 måneder, kan forebyggende tabletbehandling komme på tale. Bakterier i urinen uden symptomer tæller ikke som blærebetændelse. Man kan vælge mellem 1 tablet nitrofurantoin á 50 mg eller trimethoprim á 100 mg, til sovetid i 6 måneder. Højere doser ødelægger tarmfloraen og kan ikke abefales.

Skrevet d. 22 november 2009