Let til tårer
d. 27 november 2013

Jeg har haft MS siden 1984 og er sluppet "let". Jeg kan stadig gå et par hundrede meter, har affundet mig med sygdommen, og er egentlig en glad mand, men jeg kan ikke kontrollere mine følelser: En rørende situation, en lykkelig slutning, osv. får tårerne frem i mine øjne, og det at snakke om eller tænke på noget følelsesmæssigt svært får min stemme til at knække over, kan det skyldes min MS?

Evnen til at undertrykke forskellige reaktioner styres fra vores hjerne. Det kan være reaktioner som, at vi kommer til at græde, fordi vi bliver rørte, men det samme gælder i øvrigt også evnen til at undertrykke lysten til at komme med en hurtig kommentar eller et udbrud. Vores følelsesmæssige reaktioner reguleres fra områder i hjernen, som kan bliver påvirket af MS. Hæmmemekanismen fungerer i disse tilfælde ikke optimalt. Det er en kendt følge af MS, at man kan blive både gråd- eller latterlabil, at man kan komme til at græde eller grine på tidspunkter, hvor man tidligere ikke ville have gjort det.

Både tårerne, latteren eller den måske for hurtige kommentar kan man efterfølgende ønske anderledes eller fortryde. Reaktionen kan virke socialt upassende på omgivelserne, men bestemt også på én selv. Ofte er man meget bevidst om sine reaktioner - efter at man har reageret. Det opleves af mange med MS som meget ubehageligt at miste kontrollen. Det kan anbefales, at man snakker med sin familie, sine venner og evt. arbejdsplads om, at reaktionerne er en følge af MS, fuldstændig ligesom de fysiske følger. Når omgivelserne får en forklaring virker reaktionerne ikke mere så upassende. Antidepressiv medicin kan også have en god effekt på gråd- og latterlabilitet. Uden at grådlabilitet i øvrigt har noget som helst med depression at gøre. Prøv at snakke med din scleroselæge om dette.
 

Skrevet d. 27 november 2013