Gå til hovedindhold

Lavtdoseret multivitamin

Spørgsmål

Jeg søger en lavdosis multivitaminpille uden jern, og har fået SelenPlus fra Jemo-pharm anbefalet. Så nu er mit spørgsmål så, om det er en god multivitamin, nu da selen-niveauet er i den høje ende?

Derudover vil jeg gerne spørge om noget andet: Kan selen iøvrigt have nogen negativ indflydelse, i forbindelse med sclerose?

Svar

Du kan godt benytte SelenPlus fra Jemo-pharm som lavdoseret multivitamin. Niveauet af selen er 100 mcg i vitaminpillen, og som du kan se af Scleroseforeningens hjemmeside er der netop angivet 100-200 mcg selen sammen med en række andre vitaminer og mineraler samt olier i tilknytning til MS-kost.

Selen som organisk selen fungerer som en antioxidant. Selen indgår for eksempel i enzymet glutation peroxidase, som medvirker i forsvarsmekanismen mod oxidativ skade, idet enzymet inaktiverer nogle peroxider dannet af frie radikaler.

Det er organisk selen, der er i SelenPlus fra Jemo-pharm. I organisk selen er selen bundet til aminosyrer, som er proteinernes byggesten.

Selen i kosten er også overvejende organisk selen. Paranødder, fisk, skaldyr og æg har et højt indhold af selen. Selen er som en række andre essentielle næringsstoffer nødvendigt for et velfungerende immunsystem.

Overdosering er set ved doser over 1000 mcg selen pr. dag.