Lav blodprocent ved interferonbehandling
d. 5 marts 2012

Jeg har været i behandling med Rebif 44 i ca. 4 år nu. Jeg har fornyelig fundet ud af, at jeg har en for lav blodprocent. Den ligger på omkring 7.4. Ved at kigge min journal igennem kan vi se, at den har ligget der, siden 3-4 måneder efter jeg startede på behandling. Så altså i ca 3.5 år, hvor den før det lå omkring 9.4.
De siger på neurologisk afdeling, at de aldrig har oplevet det som en bivirkning af medicinen før.
Har du set dette før ved brug af Rebif?

Kan der være nogen langsigtede skade ved en lav blodprocent? Jeg har fået taget blodprøver, for at se om jeg manglede nogle vitaminer eller mineraler. Det så altsammen fint ud. Jeg har ikke haft nogle mærkbare attakker, siden jeg startede på medicinen, så jeg vil gerne blive på det.
Er Copaxone en lige så effektiv behandling?

Ved behandling med Rebif (Interferon-beta-1a) er der risiko for at udvikle lav blodprocent, lavt antal blodplader og lavt antal hvide blodceller (registreret som en ikke almindelig bivirkning der ses hos 0,1 - 1%). Det skyldes at behandlingen kan have en dæmpende indflydelse på knoglemarven, så den ikke producerer så mange celler.

Hvis behandlingen stoppes vil tilstanden dog normaliseres. Er den reducerede blodprocent generende, kan du skifte til Copaxone, der er en lige så effektiv behandling, hvor der ikke ses påvirkning af blodprocent og knoglemarv.

Skrevet d. 5 marts 2012