Løbetræning
d. 22 november 2009

Jeg har sclerose, den attakvise form, og har haft det i, i hvert fald 7 år. Jeg har mine færdigheder i behold.

Jeg svømmer 800 meter 3-5 gange om ugen og går stavgang de andre dage. Jeg er desuden nu begyndt, at løbetræne, i følge det program som bladet har lagt for begyndere.

Mit spørgsmål til dig, er, om denne løbetræning har noget at sige i forhold til min sclerose? Her tænker jeg selvfølgelig på, om det er/kan være skadeligt, for mig?

Jeg synes det lyder som en rigtig god ide at begynde at løbe. Du har det fysisk godt og har levet med sclerosen i minimum 7 år.

Du vælger også den rette strategi med at starte langsomt op, ud fra et program for begyndere. Derved presser du ikke din krop unødigt og bygger din muskulatur og dit sene-væv op, som det skal. Det du skal være opmærksom på er udtrætning. Det vil sige, bliver du udtrættet igennem længere tid (ca. mere end 24 timer), så presser du din krop for meget i forhold til sclerosen. Muskelømhed vil du opleve, men det er helt naturligt og normalt.

Når du har det, som du har det, mener jeg bestemt ikke, at det er skadeligt for dig at løbe og jeg tror rent faktisk, at du vil opleve, at du får det bedre.

Held og lykke med det.

Skrevet d. 22 november 2009