Kriblen og krablen
d. 22 november 2009

Jeg har for snart 3 år siden fået konstateret sclerose og, alt i alt, går det meget godt det meste af tiden. Jeg får Avonex 1 gang om ugen og har ikke mærket det store til attakker siden jeg fik diagnosen.

Nu er det så bare det problem, at jeg i de sidste par måneder er begyndt at have følelsen af at der "kravler" noget på mig. Følelsen er på det meste af kroppen. Det føles som om der kravler små fluer på mig hele tiden, selvom der selvfølgelig ingenting er.

Kan det have noget med sclerosen at gøre? Går det væk igen?

Føleforstyrrelser ved sclerose kan have meget forskellig karakter og det kan meget vel være, at "kriblen og krablen" har noget med sygdommen at gøre. Sædvanligvis er symptomerne dog afgrænset til et bestemt område, for eksempel en arm, et sted på kroppen eller et ben.

Hvis det har varet flere måneder, uden at det har ændret karakter, lyder det heller ikke rigtig som om symptomerne, er udviklet i forbindelse med et attak.

Hvis det generer dig meget, kan man prøve at behandle med Gabapentin og se om det forsvinder. Hvis det ikke forsvinder, er det ikke så sandsynligt, at det har noget med sclerosen at gøre.

Du kan læse meget mere om føleforstyrrelser og behandling heraf her: føleforstyrelser.

Skrevet d. 22 november 2009