Kosttilskud som nydiagnostiseret
d. 22 november 2009

Jeg fik konstateret sclerose den 3. januar 2008, og har spist efter MS-kosten siden; meget fisk lidt fugl, mange grønsager, bønner og linser, meget lidt i mælkeprodukter (fortrinsvis en rugbrødsmad med lidt ost), lidt skummemælk på havregryn om morgen, frisk frugt. Med andre ord en hel masse grøntsager, lidt salat, en del frugt og fisk og lidt fugl (har ikke spist kød i ca. 2 år).

Mit sprøgsmål er nu: Passer anvisningen af vitaminer i bogen til mig? Jeg har været på apoteket for at hente det, men da jeg så mængden blev jeg i tvivl, om ikke det var temmeligt overdrevet?

Ved ikke om det er af betydning for dit svar, men her er lige lidt faktuelle oplysninger for en sikkerheds skyld: Jeg er 47 år, vejer 63 og med hensyn til motion går jeg mellem 18 og 24 km om ugen.

Grundlaget for næringsstoffer ligger i kosten og kvaliteten af de fødevarer vi vælger. Det kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Dine valg af kost lyder umiddelbart meget fornuftige, men skal selvfølgelig sammenholdes med, hvordan du har det. At skulle vælge kosttilskud på individuel basis via en skriftlig forespørgsel, er ikke så enkelt. Det vigtige er jo du har det godt - også i forhold til dine symptomer fra sclerosen, hvilket jeg forstår du har.

Mit forslag vil være, at du som det første sørger for at få de rette fedtstoffer i kosten, det vil sige at du ud over den mad du har nævnt, også tager fiskeolie og gerne et tilskud, hvori GLA indgår. Valg af mængder vil altid afhænge af "højde og drøjde", behovet er forskelligt afhængig af om vi vejer 63 kg eller 126 kg.

Hvis den nuværende kost adskiller sig meget fra tidligere, vil jeg foreslå, at du vælger olietilskud i det høje niveau. Men da jeg forstår du for eksempel ikke har spist kød i de sidste to år, vil det nok umiddelbart mere være mit forslag at starte på det lave niveau, med ca. 1 g EPA + DHA i fiskeolietilskuddet, og ca. 200 mg GLA. Hvis du i forbindelse med at du har fået stillet diagnosen har fået målt vitamin D (25-OH D), vitamin B12, folinsyre og homocystein, vil jeg foreslå dig at få en kopi af analysesvaret fra egen læge.

Vitamin D skal optimalt set ligge på 100 nmol/l, ellers skal der suppleres med fed fisk og kosttilskud. Vitamin B12 skal optimalt set ligge på mindst ca 450 pmol/l, og homocystein skal ikke være forhøjet. Hvis 2 dl skummetmælk skønsmæssigt er det eneste mælk du får dagligt, så vil du have behov for et kalk, magnesium og D-vitamintilskud. Nu kan du jo først kontrollere dine svar på blodprøver, eller få dem foretaget og derefter supplere.

I stedet for at vælge mange vitaminer, der er adskilt, kunne du for eksempel vælge at tage OSFORTE+, som har 600 mg calcium, 300 mg magnesium og 10 mcg D-vitamin samt en lang række vitaminer og mineraler. Angivelserne er for 6 stk dagligt.

Generelt vil jeg opsummere det sådan, at når du ikke har taget kosttilskud før, vil jeg starte med at få nogle af vitaminerne målt, og afhængig af svaret starte i det lave niveau af forslagene, idet du, som du skriver har det godt og at kosten er grundlaget for næringsstofferne.

I individuel konsultation møder jeg MS-ramte som spiser alle kosttilskuddene som angivet i eller andre steder, men som for eksempel spiser alt for meget sukker, via kager, slik m.v. og også ensidigt meget brød, eventuelt med ost og en hel del kaffe. Lad mig endnu en gang nævne, at kosten er grundlaget for næringsstofferne. Supplerende kosttilskud kan ikke erstatte en mangelfuld kost, men jeg har erfaret kosttilskud kan afhjælpe de næringsstofubalancer, som nogle scleroseramte har.

Skrevet d. 22 november 2009