Kostråd og vitaminpille
d. 22 november 2009

Min mand og jeg planlægger at få et barn mere, hvilket betyder at jeg skal stoppe med min medicin. Min kost ligger meget tæt på de anbefalinger der ligger når man har sclerose.

Det jeg gerne vil spørge dig om, er om det er hensigtsmæssigt at forsætte med denne kost ved en forhåbentlig kommende graviditet? Desuden spiser jeg kosttilskudet OmniX - kan jeg forsætte med det under en graviditet, uden at det har en skadelig virkning på barnet?

Det er bestemt hensigtsmæssigt at fortsætte med en kost, der ligger tæt på anbefalingerne for MS-kost, idet den jo i høj grad ligner anbefalingerne for sund kost.

Inden din kommende graviditet vil jeg foreslå, at du er meget opmærksom på at få gode plantefedtstoffer. Det vil kunne fås fra olivenolie, til den varme mad, og rapsolie til dressing og i eventuelle smoothies (hvor du kommer 1 spsk rapsolie i). Spis også gerne en håndfuld nødder, mandler eller lignende af god kvalitet dagligt og benyt for eksempel græskarkerner i salaten.

Mit råd er også at udelukke kaffe og alkohol 3 måneder inden graviditeten og i videst muligt omfang andre stimulanser, så som sukker.

Spis mange sunde grønsager og frugter, med magert kød og mager fisk til. Fed fisk skal efter råd fra Fødevarestyrelsen begrænses til ca. 150 gram om ugen. Derudover skal du være opmærksom på at undgå følgende fisk i større mængder, på grund af kviksølv (det vil sige max 100 gram pr uge): Tun, rokke, helleflynder, oliefisk/smørfisk, sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre og sandart.

Tun på dåse har generelt et lavere indhold af kviksølv, fordi det fremstillet af små tunfisk, der ikke har nået at ophobe så meget kviksølv.

Derudover rådes gravide og ammende samt kvinder i den fødedygtige alder, til højst at spise 125 gram østersølaks én gang om måneden, på grund af dioxinindholdet. Alle andre kan spise østersølaks højst to gange om måneden uden sundhedsrisiko. Dioxin virker hormonforstyrrende.

Set i det lys, kan det anbefales at tilføje et fiskeolietilskud. Der er krav til miljøgifte i fiskeolietilskud.

Kortfattet vil det sige: Undgå at spise tunbøffer, spis kun østersølaks én gang om måneden og begræns mængden af fede fisk.

Folinsyreindholdet i din vitaminpille bør være 400 microgram, hvilket det også er i 2 stk OmniX. Denne dosis bør indtages 3 måneder inden du bliver gravid, for at undgå risiko for neuralrørsdefekter (rygmarvsbrok og læbegane-spalte) hos barnet. Det betyder, at vitaminet folinsyre i tilstrækkelige mængder sikrer, at rygrad og nerver udvikler sig normalt.

Folinsyre i kosten fås fra grønne blade (fol betyder blad), det vil sige fra spinat, broccoli, asparges, blomkål, rosenkål og alle typer af krydderurter. Derudover findes folinsyre også i nødder, frugter, fuldkornsbrød mv.

Indholdet af A-vitamin i OmniX ligger på 1500 microgram i 2 stk. Nordiske Næringsstofrekommandationer fra 2004 (den seneste) har 3000 microgram som øverste grænse for indtag af vitamin A for hele befolkningen, incl. kvinder i den fødedygtige alder. Her antager jeg, at leverpostej og paté ikke fylder væsentligt i din kost, idet de ikke indgår i en MS-kost. Lever har nemlig et højt indhold af A-vitamin.

Derudover får du via OmniX en bred dækning af blandt andet B-vitaminer samt en række mineraler.

Vitaminpillen er et fornuftigt valg til en kommende graviditet.

Skrevet d. 22 november 2009