Gå til hovedindhold

Kost, vitaminer og sklerose

Spørgsmål

Jeg er for nylig blevet opmærksom på at jeg er på vej mod MS. Jeg har fået foretaget en MR-scanning, som har afsløret ændringer, efter jeg har haft en synsnervebetændelse i november og december/januar måned.

Min mor har skaffet mig en masse kosttilskud, som jeg har taget en måneds tid. Lægen på sygehuset frarådede mig dog at tage disse medikammenter, da der ikke foreligger dokumenteret effekt.

Grunden til jeg nu spørger dig til råds, er fordi du repræsenterer lægevidenskaben.

Min læge forklarede om udokumenteret medicin, at man ikke havde undersøgelser på hvordan disse stoffer interagerede med hinanden og han stillede derfor spørgsmålstegn ved, om jeg var ved at forgifte mig selv. Jeg er nu stoppet med at tage pillerne men føler stadigvæk at det er mit ansvar at holde helbredet kørende.

Kan du give mig en reference til hvor jeg kan finde lister over kosttilskud som er lægeligt anerkendt?

Da jeg nu står overfor en livsstilsændring, med hensyn til min kost, kunne jeg også godt tænke mig at høre om der findes en "test", som man kan bede sin læge udføre, for at se hvilke stoffer man mangler - for dermed at kunne få en diætist til at lave en kostplan?

Hvis jeg alligevel vil/skal ændre kost, kan jeg lige så godt tilpasse den til eventuelle mangler.

Svar

Man ved, at mangel på B12 vitamin kan give skleroselignende symptomer, og mangel på D-vitamin kan formentlig øge risikoen for at få sklerose. Det kan derfor være en idé at få taget en blodprøve for at se, om man har mangel på disse vitaminer. Herudover findes der ikke blodprøver, der kan bruges i denne sammenhæng.

Der er tidligere foretaget en lang række undersøgelser af, om nogle former for kost kan øge eller nedsætte risikoen for at få sklerose. Der findes for eksempel undersøgelser, der tyder på at et højt indtag af fisk kan have en gavnlig effekt. Resultaterne af disse undersøgelser er dog usikre og man kan endnu ikke med sikkerhed sige, om nogen former for kost er særlig gavnlige eller skadelige ved sklerose.

Som du kan læse under Spørgepanelets afsnit om kost, findes der en række vitaminer og kosttilskud, der kan bruges ved sklerose.

Fælles for dem er imidlertid, at man kun ved meget lidt om deres reelle effekt på sygdommen, da der stort set ikke findes gode undersøgelser af kosttilskuds effekt ved sklerose. Da kosttilskudene ikke er ordentlig undersøgt ved sklerose, ved man derfor heller ikke, om nogen af dem måske ligefrem kan have negative effekter på sygdommen.

Overordnet set, er kost-anbefalingerne for personer med sklerose de samme som for alle andre mennesker. Ønsker man at gøre yderligere ud af kosten har Scleroseforeningen har den såkaldte  , som er et bud på en kost, der kunne være særlig velegnet for personer med sklerose.

Som for de forskellige kosttilskud, er der dog heller ingen sikker dokumentation for at sclerosekosten har effekt på sygdommen, og er man meget fysisk aktiv oplever nogle at det kan være vanskeligt at få et tilstrækkeligt energiindtag med denne diæt.