Kontrol uden behandling
d. 4 marts 2013

Jeg er konstateret JC virus positiv 2 gange, og har nu efter 48 Tysabri behandlinger valgt, at jeg vil stoppe. Virkningen af Tysabri har jeg været rigtig glad for, men er utryg ved at fortsætte pga. PML. Der er pt. ikke nogen medicinmuligheder for mig, men måske kommer der noget til efteråret. Hvordan er proceduren generelt eller på Riget i forhold til neurologkontrol i medicinfrie perioder?

Hvis man ikke får sygdomsdæmpende medicin mod sclerosen, er der ikke nogen faste regler for kontrol. I disse tilfælde vil forløbet afhænge af flere faktorer, heriblandt sygdommens alvorsgrad og medicinske behandlingsmuligheder. Hvis du tidligere har været i behandling med Tysabri, er der mulighed for behandling med Gilenya eller beta-interferon kombineret med binyrebarkhormon og senere på året kommer BG12. Derfor vil det være relevant, at holde øje med at sygdommen ikke udvikler sig aggressivt igen, efter du har stoppet Tysabri, og sikre kontakten til dit behandlingssted.

Skrevet d. 4 marts 2013