Kontrol på klinikkerne
d. 22 november 2009

Det her er nok mere et frustreret og surt opstød, end det er et egentlig spørgsmål.

Jeg har netop overstået en 3 dages attak-behandling med binyrebarkhormon. Efter 10 år uden attakker, oplevede jeg pludselig kræftnedsættelse i min venstre side. Et stort chok, når man har levet så længe uden symptomer (jeg er 28 år og uden problemer i lemmerne).

Samme dag, som jeg ankom til sengeafsnittet hospitalet, gik vi i gang med behandlingen. Det var fantastisk, for én gangs skyld, at blive taget seriøst, både af lægen og af sygeplejersken.

Sådan fortsatte det indtil min sidste behandling, som foregik på Scleroseklinikken. Lige pludselig var det hverdag og det hele gik meget hurtigt.

Det undrer mig, at man bare sender en patient hjem efter 3. dags-behandling, uden overhovedet at lave en konsultation med en læge. Når man netop har fået et attak, har man så mange spørgsmål og man har virkelig brug for at blive taget seriøst og blive kigget på af en læge.

I stedet blev jeg sendt hjem, med beskeden om at jeg skulle ringe efter et par uger, hvis jeg ikke havde mærket bedring. Ellers har jeg fået en lægetid om 6 uger. En utrolig deprimerende besked at få, når man sidder med en sygdom og en krop, der pludselig ikke makker ret.

Jeg søger noget mere forståelse - ikke mindst menneskelig forståelse for vores frustrationer. Jeg synes, at I bør overveje muligheder for mere læge-konsultation når patienter får attakker - så undværer jeg hellere den halvårlige kontrol.

Det er kedeligt at høre, at du har haft en dårlig oplevelse i forbindelse med behandling, og jeg forstår udmærket din frustration.

Desværre berører dit spørgsmål et helt generelt problem på danske scleroseklinikker, idet der i Danmark generelt er mangel på neurologer, og mange neurologiske afdelinger er til en vis grad underbemandede med speciallæger. Når dertil lægges, at der (heldigvis) kommer nye behandlinger, der lægger beslag på personaleressourcer, bliver der desværre mindre tid til opfølgning på ikke-planlagte tidspunkter.

Det er desværre ikke muligt at ændre væsentligt på de almindelige kontrolforløb, da disse er obligatorisk ved behandling af sklerose med immunmedicin.

Skrevet d. 22 november 2009