Kontanthjælp
d. 22 november 2009

Jeg fik for kort tid siden diagnosen sclerose, og skriver nu her, da jeg godt kunne tænke mig at høre noget om hvilke muligheder jeg har. Men først lidt om min situation:

Jeg var sygemeldt under mit attak, men har så siden sagt mit job op, da jeg ikke vil være den der holder jobbet hen. Dette er der flere årsager til; blandt andet skulle jeg alligevel sige jobbet op efter nogle få måneder, grundet nedenforstående.

Jeg begynder nemlig at studere til september og inden da skal jeg 1 måned til New Zealand og Tasmanien (en rejse der har været planlagt i længere tid). Jeg er ikke begyndt på medicinen - beta-interferon - endnu (på grund af konflikten). I disse måneder før studiestart, rejsen og nu med påbegyndelsen af medicin osv., føler jeg derfor ikke at et nyt, og dermed midlertidigt job, er det rette for mig.



Derudover ejer jeg en andelslejlighed, hvilket selvfølgelig betyder at jeg jo har udgifter som alle andre mennesker. Jeg er 22 år og har aldrig før modtaget nogen form for ydelse af kommunen/staten (ud over SU selvfølgelig). Der er også det etiske aspekt i det for mig, at jeg virkelig føler mig som en "nasser" på samfundet i dette tilfældet, da det virkelig ikke er mig af natur at ty til hjælp hos det offentlige.

Ikke desto mindre har jeg dog indset, at jeg i min situation måske nok er berettiget til det. Derfor ville jeg gerne hvis du kunne hjælpe mig lidt på vej, i forhold til mine muligheder.

Ja, jeg kan godt se, at din situation er noget vanskelig og det bedrer ikke situationen, at du er uden job.

Du skriver, at du har sagt dit job op - betyder det så også, at du har raskmeldt dig? Du kan på nuværende tidspunkt have fortabt din mulighed for sygedagpenge fra kommunen, men jeg vil nu alligevel henlede din opmærksomhed på muligheden. Din kommune kan oplyse nærmere om du opfylder betingelserne. Det betinger selvfølgelig, at du fortsat er sygemeldt. Jeg har forudsat, at du ikke er medlem af en A-kasse.

Det sidste sikkerhedsnet vil i givet fald være kontanthjælp. Her er også en række betingelser, herunder formue. Jeg nævner det, da jeg kunne formode, at du har indestående i bank til brug for din ferie. Formuegrænsen for kontanthjælp er 10.000 kr.

Noget andet er også, at du som kontanthjælpsmodtager skal søge arbejde, såfremt du ikke er sygemeldt. Kontanthjælp vil desuden ikke kunne udbetales under ophold i udlandet. Eventuelle feriepenge fra dit job vil også have betydning for din kontanthjælp. Kontanthjælp for udeboende personer under 25 år udgør 5.940 kr. brutto månedlig.

I forbindelse med din studiestart vil jeg anbefale dig at undersøge betingelserne for SU med handicaptillæg.

Jeg går ud fra, at du har drøftet med neurologen omkring dit udenlandsophold og medicin, ligesom jeg også regner med, at du har undersøgt, hvordan du er sikret i forhold til eventuel sygdom i udlandet.

Skrevet d. 22 november 2009