Kollektiv ulykkesforsikring via lægestudie
d. 22 november 2009

Jeg har en kollektiv ulykkesforsikring via mit lægestudie, som dækker sygdomme der kan sidestilles med ulykkestilfælde, herunder sclerose.


Forsikringen udløber den 31/12-08, fordi jeg skifter studie, som følge af de symptomer jeg har - da disse er uforenelige med et arbejde som læge.

Jeg er netop blevet henvist til hospitalet, med henblik på udredning for sclerose.

Mine spørgsmål er nu: Kan jeg få udbetalt forsikringssummen, hvis diagnosen først foreligger efter den 31/12-08? Skal jeg allerede nu gøre mit forsikringsselskab opmærksom på, at jeg er under udredning for sclerose? Eller hvordan skal jeg forholde mig?

Jeg kender desværre ikke vilkårene for den ulykkesforsikring du har. Det er meget specielt for en ulykkesforsikring, at den dækker sygdomme der kan sidestilles med ulykkestilfælde. Hvad der ligger i det, har jeg svært ved at læse ud af din mail.

Såfremt du, som du nævner, er berettiget til en udbetaling som følge af sclerose, bør du, for at være helt sikker, kontakte forsikringsselskabet og få startet en sag omkring din situation.

Normalt dækker en ulykkesforsikring invaliditet man pådrager sig som følge af en ulykke, og det er det selskab hvor man er forsikret på skadetidspunktet, der skal behandle sagen og udbetale eventuel erstatning.

Skrevet d. 22 november 2009