Kokosfedt i kosten
d. 21 februar 2010

Jeg har netop læst artiklen "Den sunde kokosolie" i bladet sund-forskning, vinter 2009. Der står i artiklen at kokosolien er unik, da fedtstofferne er en mellemkædet mættet fedtsyrer (MCFA, medium-chain fatty acids) i modsætning til langkædet mættede fedtsyrer, som findes i animalske produkter (LCFA, long-chained fatty acids).

Jeg lever på MS-kost og har altid troet at netop kokosolien (og palmeolien) er dårlige fedtstoffer. Det ser nu, ifølge artiklen, ud til, at jeg tager helt fejl omkring kokosolien. Gør jeg det?

Der er muligvis effekter af kokosolie eller rettere kokosfedt, som man ikke helt har overblik over endnu, men ca. 90 % af fedtet i kokosfedt er mættet fedt, som man fra Fødevarestyrelsens side vurderer ikke skal øges i den danske kost.

De mellemkædede fedtstyrer i kokosfedt (C10:0 og C8:0) udgør ca 14 g /100 g kokosfedt, som tidligere er betragtet som kolesterolneutrale, men de sidste undersøgelser viser at LDL-kolesterol (det dårlige kolesterol) hæves og HDL-kolesterol (det gode kolesterol) ændres ikke.

Undersøgelser har vist at kokosfedt indflydelse på fedtstofferne i blodet (lipidprofilen) at forholdet mellem totalkolesterol og HDL (total HDL-kolesterol) er relativt gunstigt efter kokosolie sammenlignet med for eksempel kulhydrat, smør og palmeolie. Til gengæld er er monoumættede fedtsyrer (som for eksempel olivenolie) og flerumættede fedtsyrer bedre i forhold til totalkolesterol end efter kokosolie. Man kan sige man er nervøs for en stigning i LDL-kolesterol efter indtagelse af kokosfedt.

De mellemkædede fedtsyrer i kokosolie er gavnlige til klinisk brug for patienter, som har en dårlig optagelse på grund af sygdomme, der har indflydelse på optagelse af føde.

Hvis man forestillede sig at man benyttede kokosfedt i stedet for anden type mættet fedt i kosten, for eksempel smør, så vil det ikke være mere usundt at benytte kokostfedt. Men andelen af mættet fedt i kosten skal efter de nuværende vurderinger ikke øges.

Der findes øer i Stillehavet, som udelukkende spiser kokosfedt som fedtstof og som ikke udvikler hjertekarsygdomme. I reglen forholder det sig sådan, at de generelt spiser mindre mængder fedt i kosten end i de vestlige lande. Desuden har kosten her en høj andel af vegetabilske fødevarer og fisk samt en livsstil, der er kendetegnet ved større fysisk aktivitet og stressniveauet vurderes at være lavere.

Skrevet d. 21 februar 2010