Gå til hovedindhold

Kognitive problemer, neuropsykologisk undersøgelse

Spørgsmål

Jeg er 35 år og har haft sclerose siden jeg var 16 år. For noget tid siden var jeg en tur på en af sclerosecentrene, hvor jeg, for første gang, stiftede bekendtskab med kognitive problemer i forbindelse med sclerose.

Man kan ikke, fysisk, se på mig at jeg har sygdommen men jeg er i den situation at jeg skal skrive alt ned og have hjælp til at planlægge min dagligdag. Jeg er mor til to yngre børn, som lige pt. er i familiepleje, på grund af sclerosen. Jeg kæmper dog for at få mine børn hjem igen.

I den forbindelse, er jeg i gang med en forældreressource-undersøgelse hvilket er rædselsfuldt. Jeg bliver IQ-testet, skal løse opgaver på tid m.m. Dette er meget væmmeligt for mig, da jeg ikke kan huske hvad de siger, da de snakker hurtigt. Jeg må ikke skrive ned undervejs.

Mit spørgsmål er: Er det rimeligt at der ikke bliver taget hensyn til mit "usynlige" handicap? Hvad kan jeg eventuelt gøre?

Jeg er kørt meget psykisk ned over det, så håber virkelig at du kan hjælpe mig.

Svar

Jeg kan forstå på din mail, at du er i en rigtig svær situation. Kognitive problemer (vanskeligheder med koncentration, hukommelse, planlægning, overblik, orienteringsevne m.m.) er desværre ret hyppige symptomer ved multipel sklerose (MS). De kognitive symptomer forekommer i varierende sværhedsgrad, hvilket betyder at nogle personer med MS har ganske lette kognitive problemer, nogle moderate og en mindre gruppe har ganske svære kognitive problemer.

Det lyder som om, at du er ved at få foretaget en neuropsykologisk undersøgelse, med henblik på at kortlægge dine kognitive ressourcer. En neuropsykologisk undersøgelse består dels i en udspørgen om psykosocial baggrund (skolegang, erhverv, fritidsinteresser og familieliv) og nuværende livssituation (hvordan klares for eksmepel dagligdagens gøremål m.m.) og dels i udførelse af psykologiske prøver/opgaver (test).

Det er opgaver, der måler de forskellige kognitive færdigheder, og mange af opgaverne er på tid og nogle opgaver er såkaldte IQ-test (intelligensprøver). Dine prøveresultater sammenlignes med, hvordan såkaldte "hjerneraske personer", med samme alder og samme skolebaggrund, klarer opgaverne.

Det kan opleves som rigtig ubehageligt at blive konfronteret med sine egne svagheder under en neuropsykologisk undersøgelse. For at kunne hjælpe dig bedst muligtm er det dog en meget stor fordel at vide mere præcist, hvilke kognitive ressourcer og svagheder du har. De personer, der skal hjælpe dig med at planlægge din dagligdag, har brug for at vide, hvor præcist dine problemer er.

Måske er der nogle kognitive ressourcer, som du kan lære at udnytte bedre, og måske er der behov for andre former for planlægning.

Efter endt neuropsykologisk undersøgelse vil det som regel være sådan, at undersøgelsesresultaterne bliver gennemgået, og derefter kan der lægges en plan for fremtiden. Måske kunne du tale lidt mere med neuropsykologen om formålet med undersøgelsen, nemlig: På lidt længere sigt at hjælpe dig og dine børn bedst muligt.