Knuder når man rammer et blodkar
d. 22 november 2009

Jeg bruger Rebif 3 gange ugentligt, men de sidste par gange må jeg have ramt et blodkar, når jeg har skudt den af. Når jeg fjerner selve rebifinjektoren efter ca. 10 sekunder, er der nemlig sket det, at der har sivet/løbet så meget blod ud at 2 stk. alkoholswabs ikke har været nok til at fjerne blodet.

Så mit spørgsmål er nu: Når medicinen at blive optaget i kroppen, når det sker at jeg rammer et blodkar og idet jeg fjerner rebifinjektoren pibler ud med blod?

De gange jeg har ramt et blodkar dannes der desuden efterfølgende en kugle under huden. Er dette almindeligt, eller er jeg bare uheldig med at få placeret injektoren, eller er min teknik bare ikke i orden? (Jeg tænker om jeg bare er uheldig, da det jo først er noget der er begyndt den senere tid, og jeg har taget medicinen ca. 10 måneder).

Det kan næsten  ikke lade sig gøre helt at undgå, at man en gang imellem rammer igennem en af de små bitte blodårer, som ligger ret yderligt.


Det er da uheldigt, at det så lige sker flere gange i træk, men du skal ikke være bekymret for ikke at få medicinen.

Det er blod der løber ud, og knuden, skyldes formentlig en lille blodansamling under huden - på samme måde som man får et mærke, når man slår sig.

Jeg vil anbefale, at du i stedet for at sidde og tørre efter med en våd swabs, tager et tørt stykke vat eller lignende, og så snart du har fjernet injektoren, trykker du hårdt ned og komprimerer. På den måde undgår du, at det bløder så meget og knuden bliver mindre.

Hvis problemet fortsætter, synes jeg du skal tale med din kontaktsygeplejerske.

Skrevet d. 22 november 2009