Kejsersnit eller vaginal fødsel
d. 22 november 2009

Jeg er en kvinde på 31 år der har haft sclerose i ca. 12 år. De eneste gener jeg har af sygdommen, er at jeg døjer med kronisk træthed - især efter fysisk udfoldelse - og en blære man ikke just kan kalde en selskabsblære (jeg kan stadig holde på vandet når jeg griner, nyser eller hoster, men til gengæld skal jeg tisse ca. hvert 20. minut).

Jeg har også problemer med smerter i mine hofter, men det kan eventuelt snarere have noget at gøre med, at jeg er hybermobil, og ikke have så meget at gøre med min sclerose.

Jeg er nu så heldig, at jeg er blevet gravid. Jeg er 14 uger henne og har termin midt juni.

Jeg vil helst have et kejsersnit og jeg vil gerne vide hvordan jeg bærer mig bedst ad med at få det? Er det min jordemoder eller min læge jeg skal tale med, om mit ønske, og hvornår skal jeg bringe det på banen?

Grunden til jeg helst vil have et kejsersnit, er at jeg er bange for at jeg ikke har det nødvendige fysiske ”overskud” til at klare en almindelig fødsel.

Før graviditetskvalmen strammede sit greb om mig, dyrkede jeg kredsløbs- og styrketræning 3-5 gange om ugen samt tog daglige cykelture - så jeg vant til at bruge min krop og holde den i gang og kampklar. Det betyder samtidig også at jeg kender min krop så godt, at jeg ved at meget mere end 1-1½ times fysisk pres, er fuldstændig drænet for energi et godt stykke tid efter og fysisk ikke kan meget mere end at ligge ned.

Samtidig er jeg også nervøs for hvordan en vaginalfødsel vil påvirke min allerede overanstrengte blære. Jeg er ærlig talt meget bange for at blive inkontinent!

Derudover er der jo mine hofter, som ikke kan holde til overbelastning/være i den samme stilling for længe ad gangen, da det simpelthen gør for ondt.

Jeg er ikke bange for at føde vaginalt, og jeg ved at et kejsersnit sætter mig ud af spillet i 14 dage og kan være lige så hårdt for kroppen som almindelig fødsel. Jeg er dog bange for om det, rent fysisk, er muligt for mig at gennemføre en vaginal fødsel samt hvad en sådan fødsel kan gøre ved min krop på længere sigt.

Den, der endeligt, sammen med dig, beslutter hvordan du skal føde, er fødselslægen inde på hospitalet.
 
Når der skal tages beslutning om et kejsersnit, starter man med at gå til sin jordemoder og tage en snak om det. Hun sender dig herefter videre til fødselslægen. Hos fødselslægen tager I igen en snak om det, og herefter tager I en beslutning.
 
Når du går til din jordemoder, og bagefter til fødselslægen, og forklarer hvorfor du gerne vil have et kejsersnit, med de grunde du her har fortalt, har jeg svært ved at tro at de vil nægte dig et kejsersnit. De vil formentlig føje dig, men primært fordi de måske ikke ved så meget om sclerose og hvordan en fødsel/et kejsersnit påvirker sygdommen.
 
Det er et tungt ansvar at give dig, at skulle tage beslutning om fødselsmåde næsten på egen hånd, og du kommer måske til at spekulere et par søvnløse nætter omkring hvad du helst vil – især efter du læser mit svar. Hvis du senere stadig har vanskeligheder med beslutningen, må du meget gerne skrive til mig igen.
 
Generelt kan man se, i de undersøgelser der er lavet på emnet, at det ikke spiller nogen rolle hvilken fødselsmåde man vælger – uanset fødselsmåde, har personerne i undersøgelserne samme attakhyppighed og samme grad af invaliditet. I øvrigt har de også samme udvikling i sygdommen, som dem der slet ikke har været gravide. Så rent statistisk påvirker hverken vaginal fødsel eller kejsersnit sclerosen.
 
Det er rigtigt, at en vaginal fødsel kræver meget energi, og kan udmatte selv raske kvinder. Men som du også siger, er det også korrekt, at et kejsersnit ligeledes påvirker kroppen meget, og tager stort set samme mængde energi, på trods af at det varer kortere og at man ligger stille imens.
 
Udtrætningen ved en vaginal fødsel kommer af, at livmoderen, som jo er en stor muskel, arbejder meget hårdt. Udtrætningen ved et kejsersnit er af en anden slags, og kommer af, at kroppen udsættes for et chok, idet man åbner den, og alle dens alarmsystemer træder i kraft (man kan bare ikke mærke det på grund af bedøvelsen), samt at helingsprocessen kræver en del energi. Dertil kommer den sløvende effekt af det forskellige medicin der er nødvendigt, som for eksempel bedøvelsen og det smertestillende bagefter.
 
Så ved ingen af mulighederne kan nogen love dig, at du vil være mere frisk, hvis du vælger det ene frem for det andet. Dog skal det siges, at en meget lang og udmattende vaginal fødsel, med garanti vil være mest belastende, og det skal man som sclerosepatient ikke gennemgå.
 
Derfor er det vigtigt at få en snak med fødselslægen, så han i journalen kan skrive, at man skal undgå en lang udtrættende fødsel. Det er muligt, da vi i dag har metoder der kan fremskynde forløbet, og desuden kan en epidural-bedøvelse (rygmarvs-blokade) i mange tilfælde give den hvile og ro man har brug for under fødslen - mange kan faktisk sove sig igennem de værste veer, med en velfungerende epidural-bedøvelse.
 
Det er rigtigt at en graviditet kan resultere i blæreproblemer, som nogen gange først viser sig mange år efter.
 
Bare idet man har været gravid, uanset fødselsmåde, påvirker vægten af livmoder, barn og fostervand bækkenbunden og gør den mere slap. En slap bækkenbundsmuskulatur påvirker ens evne til at kunne holde sig, og giver i værste tilfælde nedsunken livmoder, hvilket også giver problemer med blærefunktionen.
 
Heldigvis kan bækkenbundsmuskulaturen nemt trænes op, når barnet er kommet, og så forsvinder risikoen for blæreproblemer. Derfor er det meget vigtigt for alle kvinder der har gennemgået en graviditet, at genoptræne bækkenbunden bagefter – uanset vaginal fødsel eller kejsersnit.
 
Ved en vaginal fødsel er der yderligere en risiko. Når barnets hoved skal forbi blæren og urinrøret, på vej ned igennem bækkenet, trykker hovedet på de nerver der styrer blærefunktionen. Nerverne bliver meget kortvarigt lammede af trykket under selve fødslen, og hos nogle enkelte varer lammelsen i dagevis efter fødslen, og gør det svært for kvinden at mærke at hun skal tisse.
 
Denne lammelse kan også ses efter epidural-bedøvelser. Det kan resultere i, at der samler sig op til 1,5 liter urin i blæren før kvinden mærker at hun skal tisse.
 
Lammelsen er altid forbigående, men en sådan overopfyldning af blæren kan skade den varigt, så det skal man undgå. Det kan man gøre, ved at være opmærksom på om man føler tissetrang i timerne efter fødslen og sørge for at gå hyppigt på toilettet i dagene efter fødslen – også selvom man ikke føler trang til at tisse.
 
Et kejsersnit kan desværre også udgøre en risiko for blærefunktionen.
 
På samme måde som hvis man får epidural-blokade under fødslen, kan bedøvelsen under et kejsersnit give problemer med at mærke tissetrangen, og resultere i den farlige overopfyldning af blæren i dagene efter kejsersnittet. Desuden ses det, ved et par procent af alle kejsersnit, at man undervejs kommer til at skære i blæren, hvilket kan give livslange problemer med blærefunktionen.
 
Så jeg kan heller ikke give dig sikkerhed i din beslutning på dette område, for blæreproblemer kan man få af begge fødselsmåder.
 
Du fortæller at smerter i din hofte tvinger dig til hyppige stillingsskift. Under en vaginal fødsel, er hyppige stillingsskift noget vi generelt råder alle til, idet det letter hovedets nedtrængning i bækkenet, og giver muligvis kortere og nemmere fødselsforløb.
 
Men det du spørger om, er nok, om du fysisk kan holde til at skifte stilling under en i forvejen udtrættende fødselsprocess og om du kan holde til hoftesmerter og fødselssmerter oveni hinanden?
 
Igen vil jeg fremhæve epidural-blokaden, som ville give dig ro fra både hofte- og fødselssmerter og give dig mulighed for at hvile under fødslen.
 
Ved et kejsersnit er du jo bedøvet undervejs, og mærker derfor heller ikke hoftesmerterne. Men når kejsersnittet er overstået og bedøvelsen fortager sig, ca. 2-4 timer efter, vil du igen kunne mærke hoftesmerterne men have meget svært ved hyppige stillingsskift det første døgn eller to efter kejsersnittet.
 
Smerterne i arret kan være ret intense det første døgn efter kejsersnittet og forværres kraftigt ved bevægelse. Du vil få smertestillende, men især det første døgn vil det kun kunne dække smerterne, når du ligger stille. Hvis du er nødt til at ligge og rykke rundt i sengen hele tiden, vil de første døgn blive hårde for dig.
 
Efter alle operationer, er det af yderste vigtighed at bevæge sig og gå lidt rundt hurtigst muligt efter indgrebet. Det nedsætter risikoen for blodpropper, infektion i såret og alvorlige tilfælde af forstoppelse og det fremmer helingsprocessen i såret.
 
De fleste steder vil personalet opfordre dig til at komme ud af sengen allerede samme aften som du har fået kejsersnit – hoftesmerter eller ej. Det kan også blive lidt hårdt for dig.
 
Men som du selv skriver, så kender du bedst selv din krop og hvad den kan holde til.
 
Jeg kan ikke anbefale det ene fremfor det andet, for begge dele kan give problemer på de områder du nævner, men jeg håber du kan bruge mine mine oplysninger i din beslutningsprocess.
 
Så som jeg skrev tidligere, så bliver det et tungt ansvar at bære for dig at beslutte dig, og du vil nok spekulere en del frem og tilbage, indtil du tager beslutningen.
 
Til sidst vil jeg gerne nævne, at alle de her oplysninger man samler sig undervejs og de spekulationer der følger med dem, kan ende med at man bliver meget angst for alle de risici man læser og hører om, og kan have svært ved at bære ansvaret for alle de tunge beslutninger man bliver tvunget til at tage i dag, hvor lægerne ikke længere bestemmer det hele for en.
 
Det er vigtigt at arbejde lidt med den angst, og søge hjælp til det, hvis man føler man sidder fast i den.
 
Der findes rigtig mange terapeuter - nogle af dem er tidligere jordemødre - som man nemt kan finde ved at søge på nettet med søgeordet "fødselsangst". De kan hjælpe én i processen, uanset om det er angst for den vaginale fødsel eller angst for kejsersnit det handler om.

Skrevet d. 22 november 2009