A-kasse og pensionsordning ved fleksjob
d. 4 september 2015

Jeg har attakvis sclerose og er nu bevilliget flexjob. Jeg har valgt at fortsætte med at indbetale pension, og betaler også fuldt til fagforeningen. Det er en tung post på ledighedsydelse, men jeg er lidt nervøs for at slippe alt dette, hvis jeg skulle blive i stand til at arbejde fuldtid igen uden brug af flexjob. Lad mig høre jeres mening om dette og muligheder, hvis jeg kvitter det hele. Håber I kan hjælpe mig videre til en beslutning.

Jeg forstår det sådan, at du indbetaler kontingent til din faglige organisation og A-kasse. Når du er visiteret til fleksjob, skal du ikke længere være medlem af A-kasse, det går jeg ud fra, at din sagsbehandler har oplyst dig om. Hvis du på et senere tidspunkt bliver i stand til at arbejde på ordinære vilkår, vil du kunne melde dig ind igen, du vil da være omfattet af krav om medlemskab inden ret til udbetaling af understøttelse. Det fremgår af aktivlovens § 74/74f, at personer der bliver ledige inden for 78 uger efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse (ordinær ansættelse/ikke fleksjob) vil være berettiget til ledighedsydelse ved evt. ledighed.

Medlemskab af faglig organisation kan være relevant - også ved ansættelse i fleksjob. Jeg går ud fra, at du er orienteret om reglerne for fleksydelse. Med hensyn til ovenstående synes jeg, at du skal kontakte din faglige organisation og få korrekt vejledning i din situation.

Indbetaling til pensionsordning er en investering, men det beror selvfølgelig på dine økonomiske muligheder. Hvis du ikke allerede har gjort det, vil jeg anbefale dig at bede pensionsselskabet lave en beregning på indbetaling og påvirkning af udbetaling på senere tidspunkt. Forhør dig også om evt. muligheder ved udbetaling af evt. løbende ydelse, præmiefritagelse og evt. andre muligheder som din pensionsordning kan indeholde.
 

Skrevet d. 4 september 2015