Kan vacciner forværre sclerose
d. 21 juni 2016

Jeg planlægger en rejse til Etiopien. Er usikker på, hvordan jeg skal forholde mig til de vaccinationer de anbefaler. Fra rejsearrangørerne er jeg blevet anbefalet følgende : Hebatitis A, Difteri, Gul feber, Tyfus og Malaria profylakse de to sidste kan evt. undlades pga. det ikke er sæson for malariamyg, og rejselederen er kendt med landet, og ved hvad jeg skal være ekstra varsom med.

Kan vaccinationerne forværre min sclerose, og skal jeg evt. undlade nogle af dem? Jeg får ikke noget medicin for min sclerose.

Når man har MS, skal man undgå levende vacciner, da de kan forværre sygdommen på kort sigt. Af de vacciner du nævner, er det gul feber og tyfus, som kan være et problem. Du må derfor undersøge, om vaccinerne er reelt nødvendige i forhold til dit rejsemål, eller afgøre om du skal lade dig vaccinere, med risiko for forværring af din MS. Vedrørende vaccine mod Hepatitis A og Difteri er der ingen særlige forbehold, og malariaforebyggelse kan tages som tablet og er heller ikke et problem.

Husk også at visse MS behandlinger nedsætter effekten af vacciner, så du skal snakke med din neurolog om særlige retningslinjer i den forbindelse.

Skrevet d. 21 juni 2016