Kan mindre fysisk træning og øget bilkørsel forårsage spasticitet
d. 5 oktober 2014

Mit spørgsmål handler om, hvorvidt mindre fysisk træning og øget bilkørsel kan forårsage spasticitet? Jeg flyttede for et år siden og måtte opgive to cykelture på arbejde om ugen - der var 4,5 km frem og tilbage. I stedet måtte jeg tage bilen. Det tager min. 45 minutter hver vej. Efter et par måneder oplevede jeg, at mine ben blev meget stive. To gange låste de så meget, at jeg havde svært ved at gå.

Jeg har siden gået hos en fysioterapeut, med viden om sclerose. Han mener, at bilkørsel er roden til mine problemer, som er spasticitet. Men hænger det ikke også sammen med mine færre cykelture? Hvis ja, vil nogle ture på en crosstrainer så kunne afhjælpe? Min nuværende fysioterapeut har rådet mig til at svømme en gang om ugen. Og så går jeg hos ham en gang om ugen. Så snart jeg ikke gør det, vender problemerne i benene tilbage, har jeg oplevet. Men jeg levede uden dette, før vi flyttede. Kan jeg gøre noget selv, så jeg vender tilbage til min tidligere situation? Jeg har haft sclerose i 14,5 år. Arbejder på halv tid pga træthed. Har det ellers godt.

Jeg tror mindre fysisk træning og øget bilkørsel kan være med til at forstærke stivhed eller spasticitet. Når der er spasticitet eller øget stivhed i musklerne, vil man ofte opleve, at det løsnes ved rolige dynamiske bevægelser, som ex. cykling. Når man cykler sker der hele tiden et dynamisk skift imellem aktiviteten i musklerne på forsiden og på bagsiden. I modsætning hertil er bilkørslen, hvor benene mere eller mindre er i den samme statisk stilling, og det vil øge spasticiteten, så du eksempelvis har sværere ved at gå efterfølgende.

Dine ben har helt klart behov for dynamiske bevægelser for at mindske spasticiteten, samt øge smidigheden og blodgennemstrømningen. Svømning er godt, men jeg tror ikke dine ben bevæges så godt igennem på denne måde, som eksempelvis på en motions cykel. Crosstraineren kan være et alternativ, men igen er der ikke helt så stort bevægeudslag, som på en cykel. Så cyklen vil være min første anbefaling, crosstraineren den næste. Hvis du har overskud til det, kunne det også være godt at cykle 1 -2 gange om ugen på din egen cykel. Så tænk dynamiske større ben bevægelser, så tror og håber jeg du vil kunne opleve en forbedring.
 

Skrevet d. 5 oktober 2014