Kan man være for sund med MS-kost
d. 22 november 2009

Min kone på 30 år har for nyligt fået konstateret MS, efter hun for ganske kort tid siden fik kraftig hovedpine bag øjnene, føleforstyrrelser i venstre arm og ben, samt brændende fornemmelse i venstre ben. Hun gik som følge heraf lidt humpende, da det var ubehageligt for hende at træde på foden - føringen var dog ikke direkte påvirket. Efter 2-3 dage gik det atter bedre.

Hun har nu - 5 uger efter attakket - en sovende fornemmelse i ben og arm (mest udpræget om morgenen), men er ikke hæmmet i hendes fysisk formåen.

Jeg har, nu hvor chokket over diagnosen har lagt sig, læst en masse omkring sygdommen; blandt andet har jeg læst om en norsk og en amerikansk undersøgelse omkring kost. Endvidere har jeg fundet oplysninger om en dame i Sverige, der har påvist gode resultater med sund kost.

Som jeg ser det, er der en vis (omend ikke lægelig) dokumentation for at kosten spiller en stor rolle. Vi har som følge heraf, besluttet os for at følge kostrådene som man finder på blandt andet denne hjemmeside.

Vi spiser Longo Vital (der er dokumenteret betændelseshæmmende) og en fiskekapsel hver morgen. Jeg hiver hende desuden med i motionscenter (på hendes præmisser naturligvis), eller, som minimum, tager vi en 30 minutters gåtur i aftensolen. Ellers prøver vi at se lyst på tingene, for at holde humøret højt og holde et eventuelt næste attak på afstand.

Nu, efter denne lange forhistorie, til det egentlige spørgsmål: Vi spiser, efter min kone har fået diagnosen, fisk 3-4 gange om ugen, masser af grønt samt groft brød etc. Er der fare for at hun/vi er "for sunde" med henblik på MS-kost kombineret med Longo Vital og fiskekapsler?

Det er klart at forandringer i funktion og en diagnose er et chok for Jer begge.

Med hensyn til dit om, hvorvidt man kan blive for sund med både sund mad og kosttilskud, så er det vel næppe muligt, især ikke i den indledende periode, men selvfølgelig skal man finde en balance, som det er muligt for én at leve efter - også i længden.

Med hensyn til balancen mellem de forskellige fedtsyrer, så vil man gennem sit forbrug af fede fisk også få noget mættet fedt. Og det er netop fint at finde en balance mellem typen af fedtstoffer.

Nu kender jeg ikke jeres kost inden din kone har fået symptomer og MS-diagnosen, men i undersøgelser over scleroseramtes kost, har man fundet at scleroseramte ofte har spist overvejende animalske produkter, det vil sige kød, mælkeprodukter, få grønsager og meget lidt fisk. Der kan også være en del søde sager i kosten som udgangspunkt.

En kost, der nu ændres til at have flere grønsager, overvejende fjerkræ og fisk, kun magre mælkeprodukter og groft brød vil være inflammationsdæmpende, hvilket helt generelt sagt vil være gavnligt for de fleste.

Omega-3 fedtsstoffer, som jo også fås fra fiskeolietilskud har også en inflammationsdæmpende effekt. Det er et meget fornuftige tiltag ved en kostomlægning til MS-kost.

Kroppen har, for eksempel i forbindelse med olier, også brug for andre fedtstoffer, så det vil være passende at benytte enten rapsolie eller olivenolie til madlavningen. På den måde får man også omega-9 og omega-6 fedtstoffer i kosten.

Sygdommen sclerose er ofte forbundet med en række næringsstofmangler. For at få overblik over om det gælder i din kones situation vil jeg opfordre hende til at kontakte egen læge og få undersøgt følgende:

* folinsyre/folat (erytrocytfolat)* p-cobalamin (vitamin B12), idet scleroseramte ofte er i underskud af B-vitaminer, især B-12 vitamin.* homocystein. Homocystein, som et et lille protein, der kan ophobes i blodårerne som følge af B-vitaminmangel og en risikofaktor ved hjertekarsygdomme.* D-vitamin (25-hydroxyvitaminD) D3 eller 25-OH-D, idet mangel på D-vitamin ofte ses i forbindelse med sclerose

"Ved B12-mangel kan der selv hos patienter uden tegn på anæmi (blodmangel) være funktionel B12-mangel i CNS(centralnervesystemet)" (side 16 Diagnostik og behandling af Multiple Sclerosepraktisk. klinisk vejledning udgivet af Dansk Selskab for Forskning i Multiple Sklerose, 2005).

Mangel på vitamin B12 giver føleforstyrrelser, som kunne være en del af din kones sygdomsbillede. Det bør afklares.

Der har været en del diskussion om hvilken form af vitamin B12, der er mest velegnet. Birgitta Brunes, den svenske læge, angiver at det helst skal være methylcobalamin. Denne kan ikke købes i Danmark, men skulle via egen læge eller neurolog kunne skaffes som magistralt lægemiddel.

Mangel på D-vitamin giver træthed og muskelsvaghed og kan forveksles med nogle af symptomerne på sclerose. Dette bør selvfølgelig også afklares.

For at sikre optimal knoglesundhed bør niveauet ligge på 70-80 nmol/l i blodprøven.

Skrevet d. 22 november 2009