Gå til hovedindhold

Kan man tegne forsikring, når en forældre har sclerose

Spørgsmål

Min kærestes mor har haft sclerose igennem mange år, og vi er derfor opmærksomme på, at hun har en forhøjet risiko for at blive ramt af samme sygdom. Hun er kun fornylig blevet forsikret hos et billigere selskab, hvor sclerose ikke er omfattet grundet hendes mors sclerose. Min kæreste føler, det er svært at overskue det med forsikring, hvorfor jeg forsøger at hjælpe hende. Jeg anbefaler, at hun bliver dækket, så hun kan få et engangsbeløb i tilfælde af sygdom samt tab af erhvervsevne.

Hun er pt. under uddannelse med et år til endt studie. Langt de fleste, hvis ikke alle, kræver helbredsoplysninger for at tegne en livsforsikring eller tab af erhvervsevne. Hvilke forsikringer skal hun være opmærksom på at tegne, og hvordan er mulighederne overhovedet for at tegne livsforsikring og tab af erhvervsevne med sygdommen blandt den ene af ens forældre? Jeg frygter lidt, at der ikke er nogle forsikringselskaber, der er interesseret i at tegne disse forsikringer, hvor de omfatter sclerose.

Svar

Relevante dækninger for din kæreste og alle andre for den skyld er følgende:

-        Dødsfaldsforsikring (udbetaling til efterladte)
-        Kritisk sygdoms forsikring (sumudbetaling på typisk mellem 50.000 -
         800.000 kr. hvis man rammes af kritisk sygdom herunder sclerose)
-        Forsikring ved tab af erhvervsevne (sikring af større dele af lønnen på sigt
         hvis man ikke længere kan arbejde eller kun kan arbejde begrænset)
-        Sundhedssikring (behandling på privathospital, herunder fysioterapi og
         kiropraktik, dækker på sigt ikke kroniske lidelser)

Hvis hun efter endt uddannelse indtræder i en firmapension, vil der typisk ikke være helbredskrav, hvorfor hun vil være dækket fuldt ud, også hvis hun efterfølgende får sclerose. Hvis hun tegner forsikringer privat, skal der afgives helbredsoplysninger og visse selskaber spørger til arvelige sygdomme i forbindelse med oprettelsen. Hvis de ikke spørger, vil hun være dækket fuldt ud.

Med andre ord vil hendes muligheder være rimelig gode, så længe hun får etableret dækning, inden hun evt. rammes af sygdom.