Kan kranienerverne påvirkes ved MS
d. 22 november 2011

I september 2009 blev jeg henvist til MR skanning af en neurolog på grund af mistanke om sclerose - føleforstyrrelser i bl.a. ansigtet samt kronisk iritis. MR skanningen viste ingen tegn på sclerose.
Aktuelt afventer jeg igen en MR skanning, idet neurologen ved undersøgelse af et hængende øjenlåg finder tegn på inflammation af flere kranienerver - den som styre øje og trigeniusnerven. Jeg har desuden føleforstyrrelse i hele venstre side af ansigtet og sløret syn på ventre øje, specielt når jeg bliver træt dertil kommer svimmelhed.

Neurologen ville ikke fortælle, hvad han tænkte kunne være årsagen, men ville afvente skanningen. Jeg skal imidlertid vente i længere tid, og vil derfor gerne vide om man kan have en skanning der ikke tyder på sclerose - og så være sikker på at der ikke er noget galt.

Jeg vil desuden gerne vide, om det sker at kranienerverne er involveret ved sclerose?

Desværre kan man ikke sige, at en normal MR skanning betyder, at du ikke har MS. Den diagnostiske følsomhed af MR skanning ved sclerose er ca. 95 procent, så næsten alle, der har haft karakteristiske MS symptomer, vil også have forandringer på MR. Der kan dog være tilfælde hvor MR skanning af hjernen er normal, hvor MS plak i rygmarven, så oftest kan forklare symptomerne. Ved diagnosticering af MS støtter man sig også til andre tests, hvor analyse af rygmarvsvæsken og neurofysiologiske undersøgelser er centrale.  

Hvis MS rammer i hjernestammen, kan kranienervernes (nervetråde til fx. kontrol af øjen-, ansigt- og tungebevægelser, følesans i ansigt og mund, syn mm.) nervecelle-kerner påvirkes og udløse symptomer som du beskriver. Ved MS er der således ikke inflammation (betændelsesreaktion) i kranienervernes ydre forløb, men inflammationen udspilles i plakket i hjernestammen (central-nervesystemet), hvor kranienerve-kernerne ligger.

Skrevet d. 22 november 2011