Kan jeg træne for meget
d. 11 august 2015

Jeg løber 4 km og styrketræner 3-4 gange om ugen og er fuld funktionsdygtig. Dog har jeg de sidste par uger oplevet muskel sammentrækninger i underben, fingerspidser og skulder - nogle aftener lige inden jeg sover, og om morgenen når jeg vågner.

Mit spørgsmål er om jeg kan træne for meget? Jeg har ikke øget vægttræningen, mens de her muskelsammentrækninger har været.
Andet spørgsmål er om det er usundt at øge vægten for højt ved styrketræning? Tænker om jeg kan fremprovokerer, at nerverne bliver belastet for intenst?

Man har tidligere troet, at fysisk træning kunne være skadeligt ved MS, men nyere forskning har vist, at træning af både kondition og styrke bedrer funktionen hos mennesker med MS. Træning kan dog overdrives, specielt hvis udmattelse fører til fejlbelastning og skade på led, sener og muskelvæv. Det er derfor vigtigt, at et træningsprogram lægges i samarbejde med en fysioterapeut, f.eks. ud fra retningslinjerne beskrevet i vejledningen her på hjemmesiden "Træningsvejledning for mennesker med sclerose".

Dit træningsprogram lyder umiddelbart fornuftigt, med en kort løbetur og styrketræning 3-4 gange ugentligt, specielt set i lyset af, at dit daglige funktionsniveau også er godt. De symptomer du beskriver med små "tics" lyder harmløst, og med mindre træningen udløser smerter eller påvirker din funktion negativt, er der ikke grund til at ændre ved det. Via din læge kan du evt. få en henvisning til vederlagsfri fysioterapi, hvor I kan optimere træningen i forhold til dine symptomer og justere hen ad vejen.
Held og lykke med det.
 

Skrevet d. 11 august 2015