Kan jeg tegne forsikringsdækninger
d. 23 november 2011

Jeg er sidst i tyverne, og har lige færdiggjorde min længerevarende videregående uddannelse.  

Sidst i mit uddannelsesforløb fik jeg en "sovende" fornemmelse i min ene side af kroppen. Dette udviklede sig til en form for kramper/stivhed i fingrene i samme side af kroppen. 
Jeg henvendte mig til min læge, som kontaktede neurologerne på sygehuset, og de blev enige om, at jeg skulle til neurologiske undersøgelser, for at finde ud af hvad der var galt. 

Ud fra MR-skanningen hvor man fandt hvide pletter, og lumbalpunkturen som viste at indeholde forhøjet antal leukocytter, oligoklonale bånd samt forhøjet IgG-indeks, kom jeg til samtale hos en scleroselæge, der sagde at jeg "umiddelbart opfylder kriterierne for CIS/RRMS".  
Nu er det så jeg står i problemet: Jeg er som nævnt netop blevet færdig med min uddannelse, hvilket betyder jeg ikke har været i job endnu og ej heller har pensionsordninger med inkluderet livsforsikring. Har heller aldrig tegnet en livsforsikring selv, som kunne dække mig ved f.eks. kritiske sygdomme og tab af arbejdsevne osv.  
Hvad gør jeg nu, kan jeg slet ikke forsikres nu eller få en pensionsordning?

Et andet spørgsmål er: Hvor meget kan forsikringerne få oplyst, hvis man prøver at tegne forsikring nu? Når de indhenter helbredsoplysninger, kan de så få alle oplysninger, og hvordan vil det blive tolket fra en forsikrings synspunkt, når der står "umiddelbart" MS.
I mit hoved er dette ikke en klar diagnosticering?

Det er en dum situation du står i, og jeg forstår udemærket din frustration. Dine muligheder for at tegne forsikringsdækninger er begrænsede fremover, og dog kan der stadig være muligheder for dig.  

Det afgørende for om du kan blive forsikret i fremtiden, afhænger af de helbredskrav der stilles fra det pensionsselskab, hvori du ønsker dækningerne.  

Hvis du ønsker at tegne forsikring ved sygdom/dødsfald som privatperson, vil du typisk blive stillet over for en 10-årig helbredserklæring, hvor du nok vil få mere end svært ved at få dækningerne, da pensionsselskabet ikke ønsker at løbe en unødig risiko. Derfor skriver du også under på, at pensionsselskabet må indhente alle de lægelige oplysninger, der er på dig med henblik på denne helbredsvurdering.  

Dine bedste chancer for at blive forsikret er at finde et arbejde, hvori du bliver omfattet af en firmapension med dækning ved eks. dødsfald, kritisk sygdom og tab af arbejdsevne.
Årsagen skal findes i at de forskellige pensionsselskaber her stiller meget lempeligere helbredskrav for at blive omfattet af ordningen. Typisk nogle få spørgsmål af overordnet karakter såsom: Har du søgt/modtaget offentlig førtidspension, invaliditetsydelse, er i skåne job/fleksjob, og har du været sygemeldt sammenhængende mere end 20 dage inden for det sidste år.  
Hvis der kan svares nej til spørgsmålene, vil du typisk blive omfattet af de grunddækninger, der ligger i firmapensionen.

Skrevet d. 23 november 2011