Kan jeg løbe en halvmaraton
d. 22 november 2009

Jeg er ny-diagnosticeret (januar 2008) og er nu oppe på fuld dosis Rebiff. De sidste 5 måneder har jeg trænet til et halv-maraton, men begynder at blive i tvivl om, om jeg skal stoppe træningen og drømmen om at løbe over Storebæltsbroen.

Mit dilemma er, at jeg gerne vil gennemføre dette ene halv-maraton – som en engangsforteelse. Bagefter vil jeg prøve at være mere fornuftig og lytte til kroppen igen. På den anden side, er jeg lidt nervøs for at træningen indtil 31. maj, skal udløse et eventuelt voldsomt attack.

Da jeg fik diagnosen, sagde min læge, at det måske ikke var så god en ide at træne til en halv-maraton – moderat træning var ok. Efterfølgende har jeg så talt med sygeplejersken på scleroseklinikken. Hun mente, at lægen havde sagt det, for at jeg ikke skulle opleve et nederlag. Jeg når desværre nok ikke at tale med lægen igen inden løbet, da jeg stadig venter på min indkaldelse til 3 måneders samtalen.



Årsagen til min tvivl er, at jeg under min skiferie i påsken oplevede at et område på oversiden af venstre fod, føltes anderledes - det er ligesom følelsesløst - og den følelse er endnu ikke forsvundet. Jeg ved ikke om det er et egentlig attack?

Det generer mig ikke i dagligdagen, heller ikke under løbetræningen. Desværre kan jeg mærke, at løbetræningen påvirker min krop – specielt de sidste 7 dage, hvor jeg også har været stresset på grund af mit arbejde, da jeg skal klare en deadline til 25. april – bagefter bliver det bedre.

Jeg skar ikke ned i træningen under mit sidste attack, som kom i oktober og som var optisk nervebetændelse. Efter min mening blev attacket dengang ikke udløst af motion, men af stress i forbindelse med aflevering af min Ph.d-afhandling.


Det skal lige siges, at symptomerne på øjet nu er forsvundet igen.



Jeg håber, at du kan råde mig til hvilken beslutning jeg skal tage, i forhold til at forfølge drømmen om at gennemføre et halv-maraton.

Generelt kan man sige at motion er godt for mennesker med sklerose, så længe man ikke går til ekstremer og stresser sin krop for hårdt. Ved sklerose kan man endvidere opleve hastigt indsættende muskulære udtrætningsfænomener, og man bør i den forbindelse holde igen, og begrænse det fysiske arbejde.

Endelig oplever mange det såkaldte Uthoffs fænomen, se også Varmefølsomhed og Uhthoffs fænomen, hvor sklerosesymptomer forværres når kroppen varmes op, for eksempel ved muskelarbejde.

Jeg kender ikke til din fysiske form, men hvis du kan klare dit løb uden væsentligt besvær, er der ikke noget i vejen for, at du stille og roligt kan øge din distance og mærke hvad kroppen siger til det. Så kan du siden afgøre om du skal gennemføre løbet eller ej.

Skrevet d. 22 november 2009