Gå til hovedindhold

Kan jeg ikke klare styrketræning

Spørgsmål
Træningsforvirring (hos mig). Jeg har primær progressiv MS på 7. år. I de første år fik jeg at vide at en lille gruppe mennesker ikke kunne genoptræne skader og svagheder på grund af den måde sclerosen var på.

Min fysioterapeut og jeg var enige om - efter mange forsøg - at jeg var i denne gruppe. Derfor træner jeg stort set ikke i dag, da det kun giver bagslag, og jeg bliver meget hurtigt dårligere. Jeg dyrker yoga 1 1/2 time om ugen, og det er lige alt det jeg kan klare.

Nu hører jeg så hele tiden, at der er kommet nye normer og teorier om træning, og at det gælder for alle om at komme i gang - sådan hører jeg det - bl.a. fra Ulrik Dalgas. Min samvittighed bliver stadig dårligere, for skal jeg virkelig træne mere for ikke at være et fjols?

Er "min gruppe" af personer der ikke kan genoptræne ikke eksisterende mere - hvad er op og ned?
Svar
Det er korrekt at Ulrik Dalgas har lavet et styrketræningsprojekt for personer med sclerose, der har en gangdistance på 150 m. Igennem 3 måneder styrketrænede de benene 3 x ugentlig med positiv effekt. Styrketræningen foregår på den måde, at man laver en max test af musklerne, således at man kan lave 10 gentagelser x 3. Det betyder, at når man når til den 10 gentagelse, så kan man kun lige akkurat klare øvelsen. Det der så er vigtigt i forhold til sclerose er – RESTITUTION – dvs man skal holde 1 – 1½ min pause førend man tager det næste sæt og så fremdeles.
Din fysioterapeut kan evt. læse anbefalingerne i Fysioterapeuten nr.4 – 2010.  

Hvis I har fulgt disse anbefalinger, og du fortsat  får det dårligt, så kan din krop ikke klare styrketræning og derfor har I formodentlig valgt den træningsform, der passer bedst til dig.  

Min personlige erfaring er, at det er forskelligt, hvordan man reagerer på styrketræning, når man har sclerose. Det virker dog som om, at jo mildere man er ramt, jo bedre kan man klare styrketræningen. Oven i dette skal man være motiveret for styrketræning 3 x om ugen, og det er ikke bare i 3 måneder – det er noget man skal fortsætte med for at bevare den øgede muskelstyrke.  
Så tal med din fysioterapeut igen – har I fulgt anbefalingerne & er du motiveret? Hvis du har det og bliver dårligere af det, så er det sådan din krop reagerer, og det skal du lytte til.