Kan jeg fortsætte med håndbold
d. 7 oktober 2010

Jeg har med al sandsynlighed fået sclerose, jeg skal dog først have taget en rygmarvsprøve.  

Nu er mit spørgsmål så, om jeg fortsat må træne håndbold, som er hårdt fysisk krævende, idet jeg træner 2 gange om ugen og spiller i weekenden. Vi spiller i Jyllandsserien, hvor der er tempo og hård fysisk kontakt.  

For 10 år siden havde jeg symptomer på sygdommen (dobbeltsyn), men det blev afkræftet. Siden har jeg ikke haft gener, men har i foråret haft en fiber sprængning i læggen, i august en ledbånds- og miniskskade i knæet og jeg har manglende følelse i højre arm og fingre.

Hænger det sammen og skal jeg droppe håndbolden?

Det er dejligt at du er så fysisk aktiv, og de skader du har fået i benet kan meget vel være tilfældigheder og ikke relateret til en eventuel sclerose.
Du er ikke diagnosticeret med sygdommen, og der er ingen grund til at stoppe med håndbolden. Hvis du får diagnosen sclerose er der intet videnskabeligt der siger, at det er farligt at træne og bruge sin krop på en fysisk krævende måde. Tværtimod viser en nyere undersøgelse, at man kan tåle styrketræning selv om man har sclerose. 

http://www.scleroseforeningen.dk/da/Service/2010/2009/Haard-fysisk-traen...  

Min erfaring er også, at er man ramt i mild grad, kan man træne hårdt og profitere heraf. Det du dog skal lægge mærke til er, om du syntes du kan styre din krop, som du plejer. Du beskriver manglende følelse i højre arm og det vil påvirke dit greb på bolden, forsvar m.m. Er der evt. andre problemer med at du ikke bevæger dig så hurtigt som du plejer eller andet? For din modstander vil gå til dig, som enhver anden spiller, og det er i kontakten med modstanderen du kan få skader.  

Så vurder det i forhold til skadesrisikoen.

Skrevet d. 7 oktober 2010