Kan jeg forbedre mit niveau nu sygdommen er brændt ud
d. 10 marts 2011

Jeg har fået at vide, at min sygdom er brændt ud - den er i hvert fald meget stabiliseret.

Jeg kunne godt tænke mig at forbedre min gangfunktion. Som det er nu, går jeg uden hjælpemidler men har handicapbil og "går ikke så langt på literen". Jeg har nok skånet mig selv lidt ved ikke at gå så meget, men har vel også gjort mig selv en bjørnetjeneste?

Er der belæg for at sige, at hvis jeg træner min gangfunktion, for eksempel ved gang på løbebånd eller med stave i skoven, at jeg så faktisk kan forbedre mit niveau? Det handler vel om muskler og om at "vænne" mig til at gå - i hvert fald mere end jeg gør i dag - igen.

Tillykke med at sclerosen er brændt ud. Jeg synes bestemt du skal forsøge at træne med henblik på at forbedre din gangformåen. Min erfaring er nemlig, at når der er ro på sclerosen ser man ofte forbedringer i forbindelse med træning.

Du foreslå gang på løbebånd og stavgang, hvilke begge er gode træningsformer. Jeg vil dog anbefale dig at supplere det med styrketræning af benenes muskler. Derved laver du både udholdenheds- og styrketræning og du har brug for begge dele.

En større undersøgelse har også vist at det er helt ok at styrketræne, når man har sclerose. Det vigtige er dog, at man holder længere pauser på ca. 1-1½ minutter imellem settene, da man har brug for længere restitution, når man har sclerose.

Mit forslag er, at du begynder styrketræning 3 x ugentlig i en 3 måneders periode og supplerer med stavgang i det omfang du har overskud hertil (for eksempel 2 x ugentlig med kvalitet i bevægelsen).

Held og lykke med det.

Skrevet d. 10 marts 2011