Gå til hovedindhold

Kan jeg behandles i Danmark

Spørgsmål

Jeg er fra Denver, Colorado. Jeg flytter snart til Danmark for at studere min kandidat, og da jeg for nylig er blevet diagnosticeret med sclerose, er jeg selvfølgelig meget interesseret i at forhøre mig omkring, hvordan jeg får den bedste hjælp til min sygdom i Danmark. Jeg håber meget at I kan hjælpe mig med følgende spørgsmål: Jeg har fået fortalt af min neurolog i USA, at jeg vil få medicinen Tecfidera. Ved I hvor meget denne medicin koster i Danmark? Jeg får et CPR-nummer, og har således samme vilkår som andre. Har I nogle neurologer i Danmark, som I kan anbefale at jeg henvender mig til, som eventuelt specialiserer sig i MS? Hvis jeg ikke kan få den ovennævnte medicin her i Danmark, er det så i stedet muligt at få det tilsendt fra USA? Har I nogen erfaring/oplevelser med at sclerose-medicin bliver sendt fra sit hjemland?

Svar

Tecfidera bruges kun i meget begrænset omfang aktuelt, fordi den danske sundhedsstyrelse endnu ikke har afgjort, hvordan MS læger kan udlevere medicinen. Der forventes dog en afgørelse snart, men i værste fald kan det trække ud til oktober, hvor afgørelsen senest skal falde.
Fire ugers behandling koster kr. 15.247,-, dog kan Tecfidera ikke købes i Danmark, da MS medicin kun udleveres (gratis) på sygehuse (MS klinikker). Hvis du har dansk sygesikringsret og folkeregisteradresse i Danmark, kan du få udleveret medicinen på den MS klinik, der ligger i din region. Det er din egen praktiserende læge der skal henvise dig til MS klinikken med henblik på behandling. Når man er i MS behandling, er der en række ting der jævnligt skal kontrolleres, fx. blodprøver, MR skanning og neurologisk status, for at sikre at behandlingen har effekt, og der ikke er bivirkninger. Det er derfor ikke en god ide, at få tilsendt medicinen uden tilhørende lægekontroller, med mindre du tager tilbage til USA, for at se en MS læge. Jeg har ikke selv set eller hørt om patienter, der får tilsendt medicin fra udlandet.