Kan føleforstyrrelser masseres væk
d. 22 november 2009

Jeg er mand på 41 år der blev diagnosticeret d. 8.marts, og er derfor påbegyndt medicinering. Jeg har tidligere haft et attack der påvirkede min venstre hånd.

Min situation er nu, at jeg de sidste to morgener er jeg vågnet helt uden følelse i hånden. Jeg kan bevæge den, men kan absolut intet mærke. Et par minutters massage og bevægelse med fingrene bringer følelsen langsomt tilbage.

Ser jeg "spøgelser" (jf. at det er bare armen der sover) eller er dette et helt almindeligt symptom på et attack?


Jeg ønsker ikke at tage kontakt til Neurologisk ambulatorium unødigt, men kunne godt tænke mig at vide hvornår du mener, at man bør underrette hopspitalet om symptomer?

Hvis du er i et behandlingsforløb, er det vigtigt for din skleroselæge at vide om behandlingen virker og alle attakker skal derfor registreres.

Hvis attakkerne er små, for eksempel lette føleforstyrrelser i den ene hånd, er det ikke nødvendigt at kontakte din skleroseklinik akut. Det er det derimod, hvis attakket er svært og medfører uacceptable symptomer, for eksempel smerter eller lammelser der påvirker éns funktion.

Dine symptomer lyder dog ikke rigtig karakteristiske for sklerose. Man kan godt have nedsat følelse i en hånd efter et skleroseattak, men symptomerne vil svinde over uger og kan ikke masseres væk.

Det er muligt at symtomet kan have en anden årsag, for eksempel at en nerve er i klemme i håndleddet, og du bør derfor kontakte din neurolog med henblik på vurdering.

Skrevet d. 22 november 2009