Gå til hovedindhold

Kan det være MS

Spørgsmål

Jeg er en kvinde på 31 år, der de seneste 10 år har haft en del helbredsproblemer. Før det fejlede jeg stort set aldrig noget. Jeg er lige så længe blevet set af alverdens læger, og fik for ca. 5 år siden konstateret PCO, som dog ikke forklare mine mange skavanker. Jeg har meget af tiden meget lidt energi, og mine arme og ben er altid meget trætte. Ved fysisk aktivitet tager det mig altid længere tid at regenerere end andre jeg kender, og jeg får hurtigt følelsen af at syre til i både ben og arme (fx ved hårtørring, cykling, hænge vasketøj op ect.) Jeg har tit ondt i hovedet og mange spændinger, og er tit meget træt når jeg står op, og de første mange timer føler jeg mig sjældent rigtig udhvilet. Men kan også fra det ene øjeblik til det andet blive meget søvnig, og have svært ved at holde mig vågen til fx møder på arbejdet. Jeg er også tit øm i kroppen, når jeg vågner og har svært ved at holde på noget og har ondt i fødder og ankler, når jeg skal ned ad trappen. Dette går dog væk i løbet af et kvarters tid. I en lang årrække havde jeg meget ondt i mine håndled hver dag, og blev i den forbindelse set at gigtlæger og ortopæd'er, men ligesom med mine andre symptomer er der aldrig nogen, der har en forklaring, og efterhånden bliver jeg mødt med en del skepsis, når jeg går til lægen, hvilket jeg synes er rigtig ubehageligt. Mine håndled er nu blevet meget bedre, hvilket de blev under min graviditet for 3 år siden. Jeg har også perioder hvor mine fingrer hæver en del, eller hvor det trykker og gør lidt ondt i min arm eller underben i nogle dage, og perioder hvor jeg har problemer med at komme af med afføring, og hvor det nærmest føles som når en baby sparker en masse små spark nederst i maven. Det jeg egentlig gerne ville vide er om I mener, der er grund til at bringe spørgsmålet om sclerose op overfor min læge (der snart bare tror det hele er indbildning)? Jeg er efterhånden lidt desperat for at få en forklaring, og synes særligt at trætheden gør det svært at få hverdagen med et job som jurist og rollen som mor til at fungere.

Svar

Jeg kan desværre ikke udtale mig konkret, hvad du bør undersøges for, da det kræver et grundigt kendskab til dine symptomer og undersøgelsesresultater. Generelt kan jeg sige, at Multipel Sclerose (MS) mistænkes, hvis man har haft tilfælde med neurologiske symptomer af forbigående karakter. Typiske debut symptomer ved MS er f.eks. lammelser, føleforstyrrelser, synsnedsættelse eller dobbeltsyn. Muskel og ledsmerter er ikke symptomer man forbinder med MS og lavt energiniveau ses ved en lang række tilstande, hvilket heller ikke er specifikt for MS, med mindre andre karakteristiske symptomer er til stede.